Triaxhy Aercal
Vil du reagere på denne meddelelse? Tilmeld dig forummet med et par klik eller log ind for at fortsætte.
Seneste emner
» Deploratus - Hvis du tør ...
Nameless mechanism for sale ~ Andria. EmptyTirs 1 Apr - 6:24:14 af Deploratus

» Plot - Terrorisme?
Nameless mechanism for sale ~ Andria. EmptyOns 23 Jan - 2:32:43 af Andria

» ENORMISTISK UNDSKYLDNING TIL ALLE BRUGERE!!
Nameless mechanism for sale ~ Andria. EmptyLør 22 Sep - 5:01:30 af #21

» Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle!
Nameless mechanism for sale ~ Andria. EmptyLør 11 Aug - 8:41:43 af #21

» Mjeeeh! >_< Nu igen!
Nameless mechanism for sale ~ Andria. EmptyTirs 7 Aug - 11:16:32 af Abbigail

» Minderne vil altid være der
Nameless mechanism for sale ~ Andria. EmptyTirs 7 Aug - 10:58:19 af Abbigail

» Hvem er jeg? (ÅBENT)
Nameless mechanism for sale ~ Andria. EmptyTors 2 Aug - 12:27:35 af Kim

» Nameless mechanism for sale ~ Andria.
Nameless mechanism for sale ~ Andria. EmptyTors 2 Aug - 7:55:12 af #21

» Thats wye!
Nameless mechanism for sale ~ Andria. EmptyOns 1 Aug - 8:42:31 af Andria

Plot - Terrorisme?

Tirs 30 Okt - 5:43:48 af Lula

Terrorisme - Muligt Plot?

Godaften. ^^

Simpelthen for at prøve at genoprette sidens puls, og tiltrække gamle/nye medlemmer, vil personalet foreslå et plot. I kan som se stemme enten ja, eller nej til dette …


[ Fuld læsning ]

Kommentarer: 6

ENORMISTISK UNDSKYLDNING TIL ALLE BRUGERE!!

Tirs 11 Sep - 5:37:22 af Lula

Jeg ved at i er dybt skuffede over personalet, men vær det kun overfor undertegnede her! Jeg må ærligt indrømme, at jeg simpelthen har haft så mange ting på hjernen, at jeg ikke bare har glemt konkurrencens …

[ Fuld læsning ]

Kommentarer: 1


Nameless mechanism for sale ~ Andria.

2 deltagere

Go down

Nameless mechanism for sale ~ Andria. Empty Nameless mechanism for sale ~ Andria.

Indlæg af #21 Man 30 Jul - 6:10:30

Klokken var omkring 13:00, da et køretøj stoppede op foran et af de mere prestigefyldte huse på Re'wille Isgaden. Der var som sædvanligt koldt her, og det så ikke ud til at passe postmanden særlig godt. Under kaskettens skygge havde han et utilfredst, meget menneskeligt, ansigtsudtryk på. Det var svært at gætte hans race. Varmenneske, måske. Zombie? Han var i hvert fald klodset, da han trådte ud af det brummende køretøj, og prøvede at balancere på en tilfrossen vandpyt.

Det var en dejlig dag, selv i Isgaden. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og det blæste hun svagt. Alle andre steder i Montre Siatra, den blå hovedstad, var luften lun og duftede af sommer. Her, i stedet, var luften kølig og der duftede af regn og kulde. En fugl sad og pippede lidt fra en halvvissen altankasse, og solen glitrede i frosten i vindueskarmene. Det hele var faktisk meget smukt, men postmanden værdigede det ikke et blik. Han var åbenbart ikke en tilhænger af livets små goder.

Kasketten sad skævt på hans hår, da han åbnede døren bag på vognen, og kiggede ind med et opgivende udtryk. Han måtte læne sig helt ind i bilens store bagagerum, for at få fingrene i den store trækasse der stod længst inde. Han mumlede og bandede, imens han prøvede at trække den ud. Den landede på fortovet med en knagen. Efter lidt flere eder og lidt mere anstrengelse, havde han skubbet kassen hele vejen hen til hoveddøren. Han rettede på ryggen og fandt et smil frem. Det var altid så besværligt når man skulle have noget at gøre med Overklassen. Især i Isgaden. Hvis du spurgte ham, var der ingen race mere forfærdelig end Isfolket. Så svære at stille tilfredse... Han trykkede på ringeklokken og trådte lidt tilbage.

Han kastede et sideblik til trækassen. Han kunne godt tænke sig at vide hvad der var i den... Selvom mærket på siden talte sit tydelige sprog: Salgsafdelingen af Slanums Vandvidsfabrik. Det var ikke første gang han havde afleveret en cyborg til en fra overklassen.
#21
#21

Alder irl : 26
Antal indlæg : 29

Tilbage til toppen Go down

Nameless mechanism for sale ~ Andria. Empty Sv: Nameless mechanism for sale ~ Andria.

Indlæg af Andria Man 30 Jul - 8:31:23

Det var et af de større huse i isgaden… Nok det største, eller i al fald det mest prægtige!
En stor tung dobbeltdør af sort ibenholdt var indgangen til dette prægtige hus. Døren var udskåret med blomster, blomster som lignede krystaller, tilfrosne krystaller. Disse var dækket af is og gav en smuk blå farve. Over døren var en stor smuk udskæring, en isfugl, familiens ”våbentegn”. Ruderne var alle af papirtynd is, som konstant blev fodret med den enorme kulde som kom inde fra huset. En stor trappe førte op til denne hoveddør, trappen var ligeså af is, dog gjort brugbar af folk som ikke var isfolk ved at den var gjort utrolig ru så man ikke faldt. Huset var enormt lignede næsten et slot klemt ind imellem resten af de hose det stod på række med. Hele huset var en stor istap, alt var dækket med enten is, sne, eller rimfrost. Foran de utallige vinduer klatrede udsmykninger i form af disse isblomster eller krystalblomster. Alt ved dette hus var fuldført til punkt og prikke. Og en balkon på 3 sal sørgede for at herren af dette hus kunne stille sig ud, samt omkring 20 andre individer og nyde udsigten uden at føle pladsmangel. Men kun to individer stod der nu, og kun den ene var til at se. Fruen i huset, bogstaveligtalt, isfruen Andria. Hun stod iført en meget lyseblå kjole uden stropper, og det platinfarvede hår hang roligt ned på hendes nøgne skulder. Hendes ene hånd var placeret på denne balkons gelender, og hun betragtede i al fred isgadens storhed.
Hendes udsøgte ro blev forstyrret af den meget utilfredse og klodsede postmand der kom med den pakke hun havde bestilt. Uden at give en mine fra sig knugede hun den hånd der holdt gelænderet så hårdt at det slog revner, og til med også gav et nyt lag is oven på. Nej hun så hverken vred, fornærmet eller for den sags skyld irriteret ud. Hendes ansigt var fastfrosset i samme følelseskolde facon som altid, men indeni var hun irriteret over denne mands opførsel, han burde være beæret over at få lov at komme så tæt på isfolket… og overklassen.
Hun nikkede en enkelt gang og det andet individ der også befandt sig på balkonen, dog helt henne ved døren bukkede og vendte sig for at gå. Dog tog Andria en hånd i vejret ”tag Felix med dig og lad ham smage lidt på dette væsen der ikke forstår at værtsætte det der er godt” hun tog hånden ned igen, og fortsatte sin betragten, herfra kunne hun ganske svagt på en dag som denne, skimte havet. Hendes elskede hav. Skikkelsen vendte sig om imod hende smilede venligt til hende, og for to korte sekunder betragtede han det væsen han elskede med af alt på denne jord, så bukkede han og gik igen.
Kort tid efter at postmanden havde banket på døren blev den åbnet af skikkelsen fra førhen, denne skikkelse var en mand, på knap de tyve, let muskuløs og langt sort hår. Ved hans side stod en halvstor los, der gik ham til hoften, den vendte hovedet let på skrå og manden smilede kort ”du burde være mere taknemmelig for at komme til denne gade” kom det kort fra ham , lige efter han havde skrevet under. Han så på kassen, med let misundelse i øjende. Ville denne skabning forsøge at tage hans plads? Ville denne skabning komme til at betyde mere for Andria end ham? Han rystede på hovedet og smilede i stedet til los’en som straks angreb postmandens ben, hvilket ville sætte ham i stor nervepirrende smerte som dette dyr flåede kød af benet på ham. ”det nok han har lært det Felix” kom det roligt fra manden, som tydeligvis var Animal. Humpende ville postmanden nok forsøge at halvløbe så godt han kunne ind i bilen.
Animalen bar navnet Kaleb, og han ville gøre alt for at gøre sin herre tilfreds, han tog godt fast om trækassen og bar den ind i huset. En enorm hall mødte ham, trækassen, og Felix. Med speglgulve, højt op til loftet, en enorm lysekrone lavet af is, og en stor trappe der delte sig i to og snoede sig op langs murende belagt med et rødt tæppe i midten af det. Samt adskillige døre på den nederste etage, ligeså lavet i sort ibenhold. Udsmykninger, blomster der kunne tåle kulden, borde og et lille sted med store vinduer hvor man kunne sidde og nyde sin te samt udsigten… altså en form for testue, placeret i dette hjørne, med gulvtæppe og fine møbler.
I den store trappes ene side var der en lille trappe, denne trappe førte blot ned ad. Ned til et enormt køkken, vaskerum, rengøringsrum, værksted, samt der hvor der blev dyrket planter til eget forbrug til maden. Og videre ned til en kælder under kælderen. Som var forbudt område. Trods dette forunderlige hus havde Kaleb travlt med alt andet end at kigge på det, han studerede kassen, hvorefter han løb nedenunder for at finde et brækjern han kunne åbne kassen med. Nej han var ikke den skarpeste kniv i skuffen, men han var godtroende og ville kun en det bedste, derfor ville han også åbne kassen før Andria kom. Løbende kom han tilbage med lossen i hælende og et brækjern i hånden, med vold og et enkelt bandeord fik han kassen åbnet, og siderne faldt til side.
Ide samme kom den frosne skønhed ned af trappen, let og glidende trådte hun barfodet hen over gulvet og hen til den nu åbne kasse uden så meget som at værdige Kaleb et blik. Hun lagde en hånd under hendes nye ejes hage. En cyborg, der i første omgang skulle bruges til at reparere ting, gøre rent og løbe ærinder for hende. Så Kaleb også kunne få lidt aflastning, nu da han til Andrias irritation var blevet syg. Det lod han dog ikke vise med mindre man så godt efter, og han ville nødig skuffe nogen. Hun greb lidt hårdt fat omkring denne cyborgs hage, så hun var sikker på at når den tændte ville den se hende i øjende. Men også for at betragte den, hun havde fået at vide fra skaberen af denne skabning at den ville tænde få sekunder efter kassen ville blive lukket op. Andrias øjne gled undersøgende hen over den men fastlåste sig igen på cyborgens øjne. Gad vide om det var menneskehud hun havde i ansigtet? Eller om det var noget andet mere holdbart? Cyborgen var kun udstyret med et enkelt stykke stof omkring sig, som dækkede fra brystet og ned til knæene, men det bekymrede ikke Andria, hun havde fået tøj til denne skabning leveret dagen forinden, og eftersom hun havde bestilt den med bestemte mål, kendte hun også dens størrelse.
Andria
Andria

Bopæl : Et af de største huse i Isgaden
Alder irl : 26
Antal indlæg : 29

Tilbage til toppen Go down

Nameless mechanism for sale ~ Andria. Empty Sv: Nameless mechanism for sale ~ Andria.

Indlæg af #21 Man 30 Jul - 9:14:38

// ARGH, AL DEN TEKST! D:
Du burde næsten gemme beskrivelserne af huset i profilen, så jeg kan komme tilbage og læse dem senere ~
Når du læser det her, er jeg højest sandsynligt gået i seng.. såeh.. godnat (: //


Den stakkels postmand skubbede sin kasket længere op i panden for at se helt op til husets tag. Hvad han dog ikke ville gøre, for selv at bo i sådan et hus. Og det havde et våbenskjold! Det måtte da sige sin del om et hus. Det var kun meget fine mennesker, med en meget respektabel baggrund, der havde sådan nogle. Så meget viste han da. Han havde godt hørt om ejeren, men det var ikke just rosende toner underklassens beboere brugte om hende. Frk. Aeternum var en streng madamme, rig på både penge og indflydelse. Det kunne man så sandelig se på det hus hun boede det. Han kunne kun drømme om hvordan der måtte se ud indeni. Selvom han ikke var vild med at bringe noget ud til Isgaden, på grund af kulden, så ville hans kollegaer og venner blive helt vilde i varmen, når de hørte at han havde bragt noget ud til overklasseregentens vikar.

Han rev øjnene væk fra det bemærkelsesværdige bygningsværk, og begyndte igen at trække i kassen. Han havde kigget ondt på hovedtrappen af is, men den så ud til at være ikke-isfolk-venlig. Kassen var for stor til at stå på et trin af gangen, så den stod skævt ned imod vejen. Hvad den end indeholdt, rutschede det ned i bunden, så postmanden bandede og måtte tage bedre fast.

Han vippede kort med hovedet, så den røde kasket var lige ved at falde af. Havde han ikke lige hørt nogen sige noget? Han så op, og tog kasketten inden den faldt, imens han holdt om kassen med den anden. Det eneste han kunne se, var gulvet på balkonen, men han kunne lige skimte en lille skikkelse deroppe. Kassen gled på trappetrinene, så han måtte vende opmærksomheden tilbage dertil. Sikke en hård dag. Gid han bare kunne køre rundt i underklassens kvarter og dele breve ud. De blev altid så glade for at se ham, og donerede af og til noget sødt at spise på turen. Se dét, det var livet.

Han kunne ikke lade være med at blive lidt skuffet over at se en mand i døren. Det var i hvert fald ikke Frk. Aeternum... En animal, tydeligvis. Hans los så skrækindjagende ud, syntes postmanden, så han tog et skridt tilbage og vippede hatten som hilsen. Han rakte papirene frem til manden i døren, og sendte ham et tydeligt anstrengt smil. "Det er jeg skam også, sir. Meget. Meget." Han lød underdanig, bukkede endda lidt for frøkenens tjener, men var i virkeligheden ret sur. Han behøvede ikke at bukke for en Animal. De var begge i underklassen, denne fyr burde slet ikke være så høj i hatten. Men postmanden var bare en postmand, så han sagde ikke noget, anstrengte sig bare for at være flink, imens ham her åbenbart kunne opføre sig som han ville, fordi hans ejer var lidt på strå. Postmanden kunne slet heller ikke lide den måde tjeneren kiggede på pakken. Som om han havde lyst til at stjæle den og arkivere den lodret, så frøkenen aldrig ville finde den igen. Eller som om han ikke stolede på kvaliteten i pakken. Som om det var postmandens skyld. Den tanke fik ham til at puste sig op, under den røde uniform.

Den stakkels mand hylede og skreg, som en stukken gris, lige så snart lossen gik på ham. Manden var ikke vant til smerte, og det var da noget nyt at blive angrebet af en los - og så på jobbet. Det fik han ikke nok i løn for! Han væltede ned af trapperne, sammen med trækassen der knagede høj, som for at gøre opmærksom på at den simpelthen ikke ville tage sig i det. "Slip mig, dit møgdyr!" hvinede han, imens han tumlede op fra den glatte gade, og vendte sig om for at flygte tilbage til sit trofaste køretøj. Godt at han havde ladet den køre! Han trykkede straks så speederen, imens han klynkede over sit ben. Magen til ubehagelig animal havde han da aldrig mødt før! Straks havde han glemt alt om spændende post og flotte huse.

Sådan var det at den navnløse cyborg ankom til Andrias hus for første gang. Hun kunne af gode grunde ikke se det smukke hus, men man kunne høre hende bumpe imod kanterne på kassen. Den var ikke let, den kasse, den måtte veje omkring godt 90kg.

Da kassens vægge faldt ned, havde cyborgens krop ikke længere noget at læne sig op ad. Hun faldt ned på gulvet med et hult klang, som en livløs dukke - hvilket hun da også var på daværende tidspunkt. Hendes øjne var lukket, og hendes falske hår lå hen af gulvet som et mørkt slør. Ja, hun kunne ligne en lille Tornerose, den smukke, døde skabning der nu lå på Andrinas gulv, indtil hun blev samlet op af ejeren selv og holdt i et fast greb.

En lav summen advarede omgivelserne, et kort øjeblik inden cyborgens øjenlåg klikkende gled op. Bag dem lå et par violblå øjne - øjne mere eller mindre. Ved første øjekast lignede de ganske almindelige menneskeøjne, men man kunne se noget langsomt dreje bag farven, da maskinen fokuserede på det foran hende. Hun blinkede en enkelt gang, inden hendes læber skiltes i overraskelse. Foran hende var en smuk kvinde, der var meget tæt på. Denne kvindes meget blå øjne, syntes at fylde hele cyborgens synsfelt.

"Miss," Hendes stemme lød stiv i starten, men eftersom hun fik talt lidt, fik hun en blød, smuk stemme, der dog lød lettere forvirret. "cyborg nr. 21 til tjeneste." Hun rettede sine arme og ben ud, til hun lignede et rigtigt menneske med styr på sine lemmer, og ikke bare en dukke ingen styrede snorene på. Hendes blå blik flakkede rundt i rummet imens hun prøvede at fange det hele, indtil hun fik øje på en mand, Kaleb.
#21
#21

Alder irl : 26
Antal indlæg : 29

Tilbage til toppen Go down

Nameless mechanism for sale ~ Andria. Empty Sv: Nameless mechanism for sale ~ Andria.

Indlæg af Andria Man 30 Jul - 12:57:38

//undskyld ville ha beskrevet det bedre men er trætDX!!! HOg godnat til dig også! //


Det morede Kaleb at postmanden var så anspændt over dette, men hjernevasket som han var vidste han slet ikke at postmanden ikke havde gjort noget galt, og at Andria blot ville vise sin autoritet. Stakkels mand.
Det morede ikke ligefrem Andria at være på denne sal, da varmen fra vaskeriet og køkkenet kom op igennem gulvet, og nu da hun sad så tæt på gulvet for at holde øje med sin nyeste slave, fik hun endnu mere varme. ”Kaleb, siden hvornår er vi begyndt at lade døren stå åben når vi ikke bruger den” hendes stemme var streng og nådesløs, og Kaleb reagerede ved at ligne en man lige havde slået, hvorefter han halvvejs løb over for at lukke døren. Han havde skuffet sin elskede igen, det skete oftere og oftere siden han blev syg, han glemte ting og blev uforsigtig. De sølvgrå øjne som tilhørte Andria stirrede ind i cyborgens blå nyåbnede øjne. Hun så hvordan de bevægede sig inde bag ved, og stirrede direkte igennem dem, igennem hende. Ind i hendes i sin evindige grådige søgen efter viden, som om hun forsøgte at suge informationer ud af dette væsen der egentlig ikke havde informationer, og dog… hun kunne bare ikke huske det! Nådesløse kolde øjne, der nægtede enhver der så ind i dem at fortælle andet end at de som trodsede skulle lide. Ingen form for glæde, omsorg, venlighed, eller nogen anden følelse i den stil kunne ses, faktisk kunne inden følelse ses i disse øjne overhovedet. Kolde som det is hun var blevet lagt i som barn, var ligeså hendes øjne.
Denne cyborg ville formodeligt kunne mærke hvordan alt blev koldere når hun var i nærheden af hendes nye herre, og noget hun måtte vende sig til ville være kulden, og den ekstreme kulde der var når hun stod inden for en meter af hende. Hun strammede grebet om cyborgens hage der mest af alt lignede et kærligt greb, men højest sandsynlig ville gøre en smugle ondt. Det kunne Kaleb dog ikke se, og misundelse voksede ud i hans øjne, så hvis hun skænkede ham et hurtigt blik, ville hun se det… men også den tristhed hun gav ham med det.
Hvis denne cyborg på noget tidspunkt havde set væk, ville Andrias øjne kræve dem tilbage, ide de kort lyste op for at hæve sig endnu mere over denne skabning. Hendes bløde hvide læber var desværre begyndt at tage en smugle farve på grund af den varme der kom fra gulvet… Nogen havde fyret, dette sted på huset, ud over kælderen var det eneste sted hvor man kunne få varme… Men hun havde ikke bedt nogen om at fyrer, og det ville koste dem. Da de let pinke dog stadig meget blege og bløde læber skilte sig for at fortælle denne skabning det første hun ville få brug for ” Jeg er din herre, uanset hvad jeg siger så gør du det uden at stille spørgsmål, uanset hvem jeg beder dig om at gøre fortræd så gør du det, og uanset hvor jeg sender dig hen er du stadig min… og kommer altid tilbage til din herre” iskoldt og ubarmhjertigt sagde hun disse ord uden at fortrænge en mine. Hun slap ikke cyborgen endnu, ”har du forstået” en trugende stemme kom nu fra Andria for at sætte sig i respekt for denne skabning. Svarede denne skabning ja til spørgsmålet ville hun slippe, svarede hun nej, eller et andet svar som ikke havde samme mening som ja, ville en syngende lussing ramme denne cyborg. Hun slap skabningen og lod de kolde øjne hvile på hende, det var det første hun måtte gøre, at sætte sig i respekt over for denne skabning, som hun gjorde med alle andre væsner.
I en elegant og sensuel bevægelse rejste Andria sig og så ned på denne cyborg ”rejs dig” kom det koldt fra hende, hun måtte jo se om denne skabning faktisk kunne gå…. ”#21?” mumlede hun for sig selv, ”nej det kan jeg ikke lide… Du skal have et andet” hun så tænkende på cyborgen, imens hun ventede på at hun rejste sig. ”skulle man?” hun så på skabningen, indtil videre havde hun ikke gjort hende gavn… men hvis hun nu opfyldte de ting hun skulle, kunne hun måske få det. ”indtil videre forbliver dit navn #21” kom det efter kort tids tænken fra hende. ”Kaleb få ryddet op og sørg for at der kommer te ud i haven” et kort nik kom fra Kaleb inden han forsvandt ned af trappen og videre ned i det enorme køkken.
Andria vendte cyborgen ryggen og gik over imod den dør der var tættest på trappen og tættest på den trappe der også gik ned ad. En lille dør, dog ligeså i ibenhold og et blankpoleret håndtag i sølv, ligeså med en isfugl indgraveret på denne. Hun drejede håndtaget, og bag døren kom et værelse til syne.
Rummet var omkring 15 kvadratmeter stort. Et stort vindue var for enden af det aflange rum, en træsent til en person var i den enden af rummetud for den var en mini sofa hvor man kunne sidde sig eller ligge det tøj man ikke ønskede at ha på når man gik i seng eller stod op. Ud for sengen og mini sofaen var et spejl klistret op af vægen så man kunne sidde og kigge på sig selv der. Ved siden af træsengen stod et lille natbord igen med smukke udskæringer, og i samme træ som sengen var lavet i, på bordet stod et glas som var vendt på hovedet, samt en lille lampe. Lidt fra det stod to store skabe i samme træ som sengen og natbordet var lavt i. Og endnu engang med smukke udskæringer. I det ene skab var der reservedele samt parykker til hende, og i det andet var der al den tøj Andria mente hun ville komme til at bruge. Ved siden af døren var et skrivebord med skuffer under, igen i matchende træ og med udskæringer. Her stod endnu en lille lampe, og der var både papir og skriveredskaber her, bordet var også fast nok til at man kunne ligge en du over og så bruge det til at ”skrue’ på, så hun kunne i nødstilfælde sidde der og reparerer sig selv. Gulvet var af lyst træ, og værelset vendte sådan at solen sindede direkte ind til hende om morgenen så værelset ville blive varmet op i løbet af morgenen. Nok også en af de eneste lidt varmere værelser huset havde. Det var lige oven over køkkenet hvor der var varmt, og solen ville kunne skinde ind og varme yderligere op.
”det er dit kammer, lille men nyttigt, hvis du er dygtig får du måske et større et, eller et nede ved siden af vaske og tørrerummet som Kaleb, der er der altid varmt… hvor hæsligt” igen sagde hun alt uden at vise nogen form for følelser. ”din herres navn et Andria Zuri Aeternum, glem det aldrig! Og gør altid som jeg siger” hun så nu for første gang på cyeborgen siden hun var gået hen imod kammeret. “klæd dig på og kom ud I haven, du skal præsenteres, opdrages og irettesættes, frem for alt skal du også lærer reglerne” Andria gik hurtigt forbi skabningen, men de bare føder havde efterladt små mærker med rimfrost. Hun forsvandt ud af rummet og ud igennem en stor glasdør u dig den enorme have.

Kaleb kom gående nede fra køkkenet hvor hav havde været med ordre, han burde gå direkte ud I haven, men nysgerrighed og misundelse tvang ham en anden vej. Han listede sig over mod kammeret som #21 havde fået, med lossen lige I hælende, han stilled sig lige ved siden af døren og kiggede lidt ind. Her stod han I lidt tid og bare kiggede ind I kammeret, det eneste han dog kunne se var skrivebordet her fra. Han sukkede opgivende, og med mindre hun kom ud for at stoppe ham ville han gå op og vente ved udgangen til haven så han kunne følge hende hen til Andria, som sad ved et af havens mange pavilloner.
Andria
Andria

Bopæl : Et af de største huse i Isgaden
Alder irl : 26
Antal indlæg : 29

Tilbage til toppen Go down

Nameless mechanism for sale ~ Andria. Empty Sv: Nameless mechanism for sale ~ Andria.

Indlæg af #21 Man 30 Jul - 20:12:15

// Jeg bliver ved med at kalde Kaleb for Kabel D: //

Hovedet på #21 drejede frem og tilbage. Hun så tilpas forvirret og dårligt tilpas ud, som hun sad der på sine knæ og prøvede at regne situationen ud. Hun syntes at kvindens blik nærmest var uudholdeligt, så hendes øjne vandrede på må og få for at finde noget andet at kigge på. Man kunne næsten se linserne dreje forvirrede rundt bag den blå farve, for hele tiden at fokusere på hvad cyborgen ville se. #21 kunne mærke kulden i berøringen, men det irriterede hende ikke. Tværtimod, kulden hjalp hende med at vågne og fokusere.

Cyborgens læber lukkedes, igen med en svag summen. Hendes hånd kørte langsomt op, og greb fat om den kolde hånd der greb om hendes hage. Cyborgens ansigt var udtryksløst, men hun var faktisk lidt bange for den kvinde der stod lige foran hende. Selvom grebet ikke rigtigt gjorde ondt, ville det have gjort det, hvis hun havde været et menneske. Hun hverken klemte eller vred i Andrias hånd, hun holdt bare om den med sine fingre, imens hun lagde hovedet på skrå og kiggede på den unge mand der stod bag isfruen. Han udstrålede nogle kraftige følelser cyborgen ikke følte sig godt tilpas med. Han kunne ikke lide hende, det var tydeligt. Men det havde hun heller ikke brug for. Da kvinden igen drejede hendes ansigt, for at tvinge hendes øjne tilbage til hende, gled hovedet uden videre med. Cyborgen havde ikke lyst til at rive sig fri.

#21 følge sig forvirret. Burde en cyborg-slave ikke være blevet kørt igennem en tutorial? Denne cyborg viste knapt nok hvor hun var, men hendes hjerne arbejdede på højtryk for at finde ud af det. Men man kunne næsten se hende rette sin fulde opmærksomhed med kvinden igen, og lytte til ordene der forlod de kolde læber.

"Ja, miss. Jeg har forstået." Cyborgen vippede let med hovedet, og et lille imødekommende smil voksede frem på hendes læber, næsten uden at hun ville have det. Hun havde lyst til at skrige og rive sine dele af. Det ville tage noget tid til at vende sig til denne unaturlige krop.

Cyborgens hoved rykkede sig let tilbage, da Andria slap hende. Hun slap kvindens arm og lod sine klikkende fingre glide hen over sit glatte ansigt. De stoppede ved hagen, og tog selv fat på samme måde som isfruen før havde gjort, næsten som om hun ville føle om denne del stadig sad som den skulle.

Denne gang lyttede hun ikke nær så intenst til hendes frue. Hun rejste sig bare op på gulvet, knapt på elegant som Andria, men bevægelsen var stiv og lidt ukontrolleret, som om cyborgen ikke havde styr over sine lemmer. Hun undertrykte et suk, endnu en menneskelig mekanisme hun stadig havde, og begyndte at afprøve virkningen af alle hendes dele. Armene kunne bøjes, fingrene kunne lukkes og åbnes. Hovedet kunne drejes, benene kunne bevæges. Hun rystede lidt med ryggen og strækte sine arme ud for at finde sin nye krops begrænsninger. Hun betragtede overrasket sig selv, imens hendes krop bøjede sig ud i vinkler der ville være umulige for et menneske. Hun virkede tilfreds, men også både forvirret og trist. Hun fulgte den unge mand med øjnene igen. Hun havde på fornemmelsen at denne ikke ville komme til at synes om hende, lige i den nærmeste fremtid, men hun ville gerne vinde hans tillid og venskab. Hun kunne ikke lide den kulde han så på hende med. Næsten magen til fruens. Det var... meget ubehageligt.

Cyborgen fulgte med sin frue, dog i sikker afstand. Hun var ikke sikker på at denne kunne lide folk alt for tæt på hende. Sådan virkede hun lidt. Hun blev nød til at læne sig lidt til siden, for at se ind i det rum isfruen havde åbnet døren til. Hun blinkede en gang til, imens hun betragtede det flotte møblement. Godt nok kunne hun ikke huske hvilken klasse hun var vant til, men det var garanteret ikke noget så fint som dette. Hver eneste lille bid af rummet lyste nærmest af stil og god smag. Det hele så dekoreret og dyrt ud, men det der interesserede cyborgen mest, var udsigten fra det store vindue for enden af værelset. Aha, så det var sådan verdenen så ud. Kold og tilfrossen. Både ufattelig smuk og trøstesløs på samme tid. #21 viste slet ikke hvad hun skulle sige. Hendes blik hang dog også med skabet til hendes reservedele og parykker. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt. Der var da lidt pige over hende, selvom dette var anderledes end de fleste andre pigers klædeskab. Hun havde på fornemmelsen at hun nok skulle komme til at lide dette sted. Der var alt hun skulle bruge, og meget mere til.

Hun lod sine fingre glide ned af sin egen krop, og gribe fast i kanterne på det stof hun var viklet ind i. Mere basalt tøj ville man have svært ved at finde. Men en cyborg havde vel ikke brug for mere? Hun kunne da gå nøgen rundt uden at det ville gøre nogen forskel for hende - men hun havde en fornemmelse af at væsner så ildeset på folk der gjorde sådan. Selvom hun ikke havde nogen hukommelse, havde hun da stadig sund fornuft og almen viden. Så langt, så godt.

Selvom varmen føltes dejligt, var den ikke mere at fortrække end kulden. Hun måtte have et eller andet indvendigt element der beskyttede hende imod kulden. Et menneskes indmad skulle have varme for at fungere, og sådan noget havde hun da stadig - så vist hun viste. Det kunne være at hun havde en indbygget temperaturmåler og en radiator? Det ville i hvert fald være meget nyttigt her.

"Som de ønsker, miss." svarede hun lavmælt, imens hun så på sin frue der forlod værelset. Hun stod og kiggede efter hende et øjeblik, inden hun sukkede og faldt lidt sammen. Hun gik hen til garderobeskabet med et fortabt udtryk i ansigtet. Hendes ene hånd blev løftet op til hovedet, for den greb fat om et metalelement der sad fast der, den anden hånd åbnede langsomt garderobeskabet. Imens hun betragtede tøjet, delene og parykkerne derinde, pillede hun lidt ved elementet. Det kunne ikke rykkes overhovedet. Hun pladrede lidt rundt imellem nogle beklædningsgenstande, imens hun rev lidt hårdere i den. En næsten uudholdelig hovedpine skyllede ind over hende, og hun måtte gribe fat i skabet. Okay, ikke røre ved dimsen på dit hoved... Den måtte være plugget til hendes hjerte på en eller anden måde. Det kunne være at den indeholdt noget viden om hvordan en slave skulle opføre sig. Måske opskrifter eller rengøringsmetoder. Sådan noget viste hun i hvert fald.

Uden at tænke mere over det, kravlede hun ud at sit tøj, lagde det på sofaen og tog en bøjle ud af skabet. Hendes forbedrede højresans fangede lyden af fodtrin, og hun lænede sig lidt til siden for at se hen til døren. Der stod den unge mand, der viste også var isfruens slave. Hun lagde hovedet på skrå, med et venligt, indprogrameret smil, og løftede hånden som hilsen. "Kaleb, ikke?" spurgte hun langsomt, med en varm og blød stemme, imens hun trak den lyse skjorte af bøjlen og trak den over skuldrene. Hun flyttede ikke blikke fra ham, ventede bare på en reaktion imens hun knappede beklædningsgenstanden nedefra og opefter, med fingre der tydeligvis havde knappet en skjorte før. Hun overvejede hvad hun skulle have på til skjorten, men valgte en neutral, mørk nederdel. Noget sagde hende at det var mange år siden hun sidst havde prøvet en nederdel, men denne passede perfekt til hendes figur. Hvad kunne man ellers forvente, af en figur med præcise mål.

Hvordan Kaleb end reagerede ved hendes hilsen, trådte hun bagefter ud af værelset efter at have set om han fulgte med. Hans los kiggede hun lidt interesseret på, rakte ligefrem hånden frem til den, i forholdsvis sikker afstand. Hun havde en følelse af hvordan man skulle behandle dyr, men Kaleb styrede muligvis den her, og han var ikke ligefrem super glad for hende.

Selvom #21 aldrig havde været i huset før, havde hun en okay idé om hvor det var hun skulle gå hen for at finde haven og dens pavilloner. Hun viste nogenlunde hvordan denne slags huse var strikket sammen.
#21
#21

Alder irl : 26
Antal indlæg : 29

Tilbage til toppen Go down

Nameless mechanism for sale ~ Andria. Empty Sv: Nameless mechanism for sale ~ Andria.

Indlæg af Andria Tirs 31 Jul - 7:45:32

//haha fedt xD!! Og undskyld tiden er lige stået op ^^’ //


Andria nikkede godkende til cyborgens svar da hun sagde hun havde forstået. Hun havde på ingen måde reageret på at hun havde taget fat om hendes hånd, men det havde Kaleb. Hans søde væsen nægtede ham at han ville hende noget ondt, men misundelsen frembragte enorm tristhed i grønne øjne som han bar rundt på.
Det tog længere tid end han plejede at videregive ordren nede i køkkenet, nok fordi han først ville forsøge at glemme det der netop var sket.

Efter hun havde vist hende rummet, havde Andria bemærket hvordan hun så ud af det enorme vindue. Hun kunne lide hvad hun så? Fantastisk. Kunden så ikke ud til at gøre hende meget, hvilket også var en god ting, så kunne hun holde til lidt mere.
Uden for vinduet kunne man se ud i Andrias elskede have. Enorm var den, og intet i hele denne have så på nogen måde forkert ud, eller var ikke klippet eller frosset som det skulle.
De store træer som for det meste var Betula pendula træer var dækket af et tyndt lag frost, og fik alle de lange grene til at ligne sølvtråde der af og til fejede jorden når en vind tillod det. Is skulpturer udsmykkede den store have, og en sti af grus der flere gange splittede sig i to, førte vejen rundt i haven, hvor blomster var plantet ved siden af denne, og frosset til is for at forblive i denne smukke form i al evighed. Jo enkelte blomster voksede her, blandt andet en selvudviklet blomst som man flere gange havde set være på husets udsmykning var af finde flere steder i haven, isblomsten, hvis stilk mindede om en roses, bortset fra at den var mat blå og frøs sig selv til is, og blomsten lignede prægtige iskrystaller enkelte af dem havde en dog en smugle rimfrost på sig. Ud over dette havde enkelte hvide roser fundet styrken til at blomstre konstant i dette frosne landskab. Buske der stadig ejede sine blade var også blevet dækket af frost men først udskåret i ønskede former for at gøre denne prægtige have endnu smukkere.
En å gled langsomt igennem landskabet og gav enkelte skvulpende lyde fra sig når det ramte en kant eller et stykke is som var frosset til i den. Åen munde ud i en sø bagerst i haven. tre fjerdedele af søen var frosset til, og den sidste del hvor åen stoppede var fyldt med åkande lignende iskrystaller. Alt hvad hjertet kunne begære indehold denne have, som var så stor at man ikke kunne se fra den ene ende til den anden, på trods af at man var hævet fra jorden. Rundt i haven stod til sammen 5 pavilloner alle lavet af is, alt i dem var lavet af is, selv stole og borde, tyndt men smukt, og stolende havde utrolig mange mønstre, et smukt syn. I den største af dem, og også den som Andria havde sat sig i, var loftet udsmykket med mønstre, som alle endte ud i en stor isfugl midt på loftet, den havde spredte vinger og en svag antydning af at den fløj over havet var i baggrunden.

Inde i huset to Kaleb sig til hovedet da cyborgen havde hørt ham, på trods af at han listede lige så godt som hans los, og det var jo en vigtig ting når de jagede. Han trådte frem fra sig skjul men vendte sig dog hurtigt om da han så hun var ved at tage tøj på ”undskyld” mumlede han lavt. ”jo det er mig der er Kaleb…” hans alf for venlige natur tillod ham ikke at være sur på hende, dog kunne misundelsen i hans stemme ikke overhøres. ”vil du ikke nok… bare… Du skal ikke ta hende” i starten var hans stemme lav og langt fra selvsikker, dog det sidste han sagde blev sagt med en meget streng og bestemt stemme. ”du må ikke tage hende!” kom det endnu engang fra ham, denne gang en smugle trugende og han vendte sig om for at sige det. Han stirrede på hende med de grønne øjne der pludselig var blevet matte, hvis cyborgen ellers kunne se denne slags ville hun tydeligt kunne se at denne skabning var hjernevasket, helt igennem. Men den kærlighed der var blevet ham bildt ind havde i løbet af årende vokset sig ægte, hvilket var årsagen til at han reagerede sådan på dette. Han stirrede på hende i længere tid, rystede så på hovedet og hans øjne blev igen klare… ”det må du undskylde” han smilede til hende og tog hendes hånd og rystede den en enkelt gang… ”fruen vil snart give dig et bedre navn end #21, det er jeg sikker på” hans los lagde en tyg tung pote på hendes hånd, som en form for hilsen. ”jeg skal forresten opdatere dig når du har været ude ved Fruen, noget med mekanik, mad, rengøring, lidt manere, stil og sådan” han gik hen foran hende for at føre hende den rette vej igennem den enorme have. hvis hun stoppede for at se på kunsten i haven, blomsterne eller andet ville han vente på hende, dog alligevel bede hende om at skynde sig lidt, da Andria ikke ligefrem var den man skulle komme for sent hen til.
Da de var der åbnede Kaleb døren for hende, af ren høflighed. En køgelig vind ville puste cyborgen i hovedet hvis hun gik ind med det samme, hvis ikke ville hun svagt kunne ænse denne vind.
Andria sad i en stol ved bordet og ventede på dem, hendes følelsesholde ansigt var som da cyborgen havde set det for første gang. Hun lænede hovedet en smugle på skrå. ”hmm, jeg ser du allerede har mødt Kaleb… I skal assistere hinanden, har han brug for hjælp så hjælper du ham, har du brug for hjælp så hjælper han dig…. Ikke så svært. Den første opgave han har er at opdatere dig. Men først sid… Jeg vil fortælle dig nogen regler imens Kaleb opdatere dig… det tager højest fem minutter for dig at blive opdateret…” Kaleb tog et stik samt en lille sort boks frem og fumlede lidt med det, alt imens han forsøgte at få det til at virke, efter flere forsøg fik han det til at virke og en let summen kunne høres. I mellemtiden dukkede en butler op i sort pingvinjakkesæt, med en bakke med te, han bukkede en smugle, og uden at ænse #21 et eneste blik satte han bakken på bordet, skænkede te for Andria, lod te kanden stå og gik så igen med bakken. Nej der var ikke mange af de ansatte der turde snakke til Andria, eller nogen af hendes slaver, da de var bange for at sige noget forkert, og da de alle var af middelklassen eller underklassen kunne de intet gøre hvis hun blev sur. Andria førte koppen op til munden pustede en enkelt gang på den brandvarme te, så den kom ned på en tilpas lun temperatur, jo selv en isfrue kunne nyde en var te. De bløde læber der igen havde fået sin normale farve igen, blev sat ved kanten af koppen og den varme mørke drik gled ned i hendes mund og videre ned i hendes hals. Hun satte igen koppen ganske elegant på bordet, og ventede på at opdateringen blev færdig. Da opdateringen var færdig tog Kaleb boksen og stikket igen og proppede det i lommen, om det havde været behageligt for cyeborgen vidste han ikke, men nu vidste hun da ide mindste alt om klasserne, reglerne på øen, og alle de ting hun skulle bruges til her i huset til at starte på, ja og så alt om mekanik, rengøring, madlavning, stil, lidt manere osv.
Andria hævede et øjenbryn og Kaleb nikkede bekræftende på at han var færdig. ”nuvel, enkelte andre regler må du også vide… Nederste etage er forbudt område. Det er strengt forbudt at kalde mig ved mit navn, du skal kalde mig frue, miss, eller frøken, mit efternavn er også godkendt at bruge. Du må ikke betræde mit værelse med mindre jeg har sagt du skal, du skal være vågen alle timer på døgnet hvor jeg er vågen, du følger mig over alt når jeg forlader huset, med mindre jeg har sagt andet. Isfuglen er familiens varemærke, ser du derfor en isfugl må du på ingen måde skade den, og alle der skader en isfugl, fortjener samme skade som er blevet påført fuglen. Ha respekt for tingende. Når du forlader huset, skal du spørge om tilladelse. Og når du forlader huset, så husk at du er min slave, derfor har du også at opfører dig sådan, manere frem for alt, alle der er over dig bukker du for hvis de taler til dig, men husk eftersom du er min slave kan ingen anden tage dig fra mig, altså bliver du bedt om noget skal det godkendes af mig, så du gør kun som du får at vide af mig. Og du stiller ikke spørgsmålstegn til de ordre du får. Forstår du?” hun fjernede først nu blikket fra cyborgen, ellers havde hun set på hende igennem hele opsummeringen af regler. Men på intet tidspunkt havde hendes ansigtsudtryk ændret sig, altid var det smukke ansigt frosset til i dette følelseskolde ydre. Og stod det til hende skulle det aldrig ændres.
Hun så længe på cyborgen… ”jeg vil bede om din mening, og med mindre jeg nogensinde beder dig om din mening så fortæller du den ikke… men hvad siger du til navnet Somnia? Det er latin og betyder drømme… grunden til navnet får du måske en anden gang” stadig var stemmen kold, og det så ikke ud som om det ville ændre sig. Igen blev tekoppen ført op til de hvide læber og drikken gled ned i halsen, alt imens hun ventede på svar.
Andria
Andria

Bopæl : Et af de største huse i Isgaden
Alder irl : 26
Antal indlæg : 29

Tilbage til toppen Go down

Nameless mechanism for sale ~ Andria. Empty Sv: Nameless mechanism for sale ~ Andria.

Indlæg af #21 Tirs 31 Jul - 8:54:27

// Lige stået op? Klokken 21? Hahaha!
Stakkels Kabel :I
Hvis du er over-mega-hurtig til at svare her, kan jeg måske nå endnu et indlæg. Der vanker en aktiv familiedag i morgen... D: //


Cyborgen lagde først hovedet forvirret på skrå da han vendte sig væk fra hende. Påmindelsen om mennesker blufærdighed var ikke det der lå øverst i hendes liste af almen viden og fornuft. Hun smilede blot af hans rødmen nu, men hun måtte huske på det til senere. Godt at fruen ikke var tilstede.

Hun kiggede ikke engang på ham, hun var i gang med at rette nederdelen til. "Jeg har ingen planer om at stjæle din frøken, Kaleb." Igen lød hendes stemme næsten hypnotiserende blid. "Jeg er her kun fordi hun købte mig, og nu vil jeg opfylde mine pligter og gøre hende tilfreds." Endelig rettede hun sine øjne imod ham igen med de kunstige, blå øjne. "Er det ikke også det du vil?" Hun forstod ikke de menneskelige følelser fuldt ud endnu, men blikket i slavens øjne fik hende til at smile overbærende, og en smule trist. Med tiden skulle hun nok lære at glæde sig over hendes kollegas selskab - og hans lille ven også. Den synes hun allerede godt om, imens hendes fingre gled igennem dens pels. Hun smilede glad til Kaleb med en svag summen, selvom et nyt navn ikke var livsnødvendigt for hende. Hun var en cyborg. Hun havde ikke brug for noget så personligt som et navn.

#21 sagde ikke noget, men hun havde travlt med at tænke. Så det var Kaleb og ikke Andria selv der skulle stå for at være slavepisker. Det var forudseeligt, men stadig lidt overraskende. Det virkede som om at Kaleb stod for alt arbejdet i huset, imens Andria kun styrede det administrative. Dog kunne hun ellers godt forestille sig at fruen ville nyde at koste rundt med hende.

Haven var et fantastisk syn. Kun synet af Kaleb der bevægede sig foran hende, fik hende til at rykke fødderne frem. Hendes bevægelser var efterhånden begyndt at tø lidt op, og hendes mekaniske krop bevægede sig nu med en næsten overmenneskelig smidighed. Hendes fingre klikkede imens hun lod dem køre igennem grenene på træerne der stod langs stien. Deres blade klirrede næsten med samme lyd som hendes led, imens de slog imod hinanden og spillede deres egen finurlige musik. Haven var helt klart et under som #21 ville nyde hver eneste gang hun kunne komme til det.

Selvom hun havde troet at hun havde set det hele, fik hun øje på pavillonerne. Hendes mund åbnede sig let igen, da hun blev overvældet af skønheden og alle detaljerne. Ja, det var pænt og betagende. Et billede Andria passede perfekt ind i.

Hun sørgede for at belønne Kaleb med et varmt smil, hver eneste gang han gjorde hende en tjeneste eller viste venlighed. Hun kunne godt tænke sig at beholde deres skrøbelige, venskabelige forhold, så hun måtte anstrenge sig lidt. Hun opdagede dog at det ikke var svært. At være venlig, altså. Det var næsten lige så meget et instinkt, som at bevæge linserne for at fokusere. Underligt.

Den kolde vild blæste blidt hendes mørke hår tilbage, da hun trådte ind i ispavillonen med et mere eller mindre neutralt smil. Hun trådte lidt ind, for at lade Kaleb komme ind, og for at komme tættere på isfruen. Det var kun meget kort hun overvejde at sætte sig på en af stolene, inden hun bestemte sig for at stå imellem den og væggen. Interesseret betragtede hun Kaleb, da han begyndte at fumle med noget elektronik.

Det var kun med svag overraskelse at #21 betragede den butler der lige pludselig dukkede op. Selvom hun ikke havde set flere i huset på hendes korte tur, havde hun godt kunne høre noget pusle. Hendes blik fulgte ham hele vejen ud af døren igen, indtil det atter faldt på plads ved Kaleb.

Igen begyndte tandhjulene at dreje i hovedet på #21 (hehe, cyborg humor :3), da isfruen nippede til teen. Hun prøvede at huske fornemmelsen af at drikke noget. Forskellen på varmt og koldt, tyk og tynd væske. Hun rynkede brynene svagt og hendes læber blev lidt tyndere.

En lille del af #21 følte en tung klump vokse i maven, imens rynken imellem øjenbrynene blev dybere. Hun havde lidt lyst til at protestere imod alle de regler, men hendes ansigt indtog igen deres lettere venlige, neutrale folder. Hvis det kom til en konkurrence om neutrale ansigtsfolder, så kunne cyborgen i hvert fald deltage. "Javel, miss. Forstået." sagde hun blot, med et enkelt blink med de blå øjne.

Lyden af navnet fik ingen reaktion frem i ansigtet på #21. "Hvis De ønsker at kalde mig for Somnia, miss, gør De de." Navnet havde i virkeligheden ingen betydning for hende, selvom det fik hende til at føle sig lettere utilpas. Hun havde garanteret ikke hedet Somnia før hun blev mekaniseret, men siden hun ingen idé havde om sit gamle navn, var dette fuldstændig acceptabelt.

Hun havde svært ved at koncentrere sig fuldt ud om Andria, så længe Kaleb stod og fingererede med stikket og kortet. Hun havde efterhånden fået en fornemmelse af hvad den skulle bruges til... Hendes fingre lukkede sig om kanten på nederdelen, som et sjældent tegn på rastløshed.
#21
#21

Alder irl : 26
Antal indlæg : 29

Tilbage til toppen Go down

Nameless mechanism for sale ~ Andria. Empty Sv: Nameless mechanism for sale ~ Andria.

Indlæg af Andria Tors 2 Aug - 6:55:41

//stakkels Kaleb ja xD!!!//

Kaleb mumlede et eller andet til hendes spørgsmål, og der blev ikke snakket yderligere om det.
Nej det var langt fra Kaleb der skulle være slavepisker, det havde hun fået forkert, de skulle hjælpe hinanden intet andet. Hun skulle blot huske at der også var hierarki i dette hus, og hun var indtil videre nederst, hun var selv under butleren der netop havde serveret te for Andria.
Hvis der var nogen der var slavepisker så var det Andria og hun elskede det, og samtlige ansatte blev udelukkende pisket af hende, på denne måde var hun jo også sikker på at hun fik det som hun ville have det. Og #21 ville ikke være nogen undtagelse!
Andria hævede et øjenbryn da hun så hvordan #21 reagerede på reglerne, noget hun ikke skulle have gjort. ”godt så… du skal forresten lige mærkes først” hun stillede teen fra sig og stemmen var kold som is ”så stille det varer ikke så længe” måske havde denne stemme en sarkastisk undertone, og måske var det bevidst at det tog længere at mærke denne skabning end det havde taget ved de andre, men under alle omstændigheder nød Andria det, på trods af at hun ikke viste det. På to hurtige dog elegange skridt stod Andria ved siden af #21… ”aldrig vis nogen form for utilfredshed når jeg taler, alt hvad jeg siger og gør er det eneste rigtige, og det bedste der kan ske” hvislede hendes kolde stemme ind i cyborgens øre, få sekunder efter rev hun skjorten af hende, så hendes ene skulder var nøgen. Hun placerede sin ene hånd omkring cyborgens nakke så hun ikke rykkede sig uden en vis form modstand. Midt på det skulderbladet der var fri fra stof placerede Andria hendes kolde hånd, og en brandende kulde ville møde cyborgens hud, ikke nok med at kulden ville fryse sig igennem den falske hud, den ville også fryse sig ind i metallet og formenligt skabe stor smerte, længere ind end det egentlig var nødvendigt for at hun var sikker på at den blev der, for selvom hun skulle vælge at skifte hud, så ville den kulde blive der og mærket komme tilbage i den nye hud. Efter et minut med denne smerte flyttede Andria hånden. Havde Andria ikke været så forbandet kold, og tom havde der sikkert siddet et tilfreds smil på hendes læber eller ligefrem et diabolsk smil. Havde cyborgen forsøgt at gøre noget imens denne smerte stod på, ville Andria ha grebet bedre fat i hende og sørget for at forøge smerten. ”du er min, glem det aldrig…” kom det lettere roligt fra Andria, dog yderst koldt. Hun trådte et skridt tilbage og så koldt på cyborgen, hendes øjne lyste svagt som den eneste form for reaktion på noget af det hun lige havde gjort. ” ta så skjorten på igen… så slemt var det vel ikke” Hun vendte sig bort fra cyborgen og gik roligt og elegant hen for ar sidde sig igen, kort efter hun havde sat sig svang hun det ene ben over det andet, og placerede hendes hænder på det øverste knæ. ”nu da jeg er sikker på at du forstår min pointe, vil jeg sende dig up på en prøve…” hun lænede hovedet let på skrå og så på skabningen, alt imens hun svagt skimtede den medlidenhed dog også tilfredsstillelse der var i Kalebs øjne, da hun netop havde hævet sin autoritet endnu mere, og derved også havde taget afstand til kontakt med cyborgen. ”Du er min ejendom og del af familiens ansigt udadtil derfor skal jeg se hvordan du klare der derude… Så du skal tilbringe 12 timer uden for husets murer! Kommer du for tideligt vil du blive straffet, kommer du for sent, er straffen større, værre og længere. Når du er ude skal du ha overklassen til at kunne lide dig, og skaffe mig respekt, de skulle jo helst være mere end blot villige til at jeg vil være deres nye leder… Du skal derudover gå til rådhuset og overbringe en meddelelse til Arise om at jeg ønsker at møde hende snarest muligt! Og sørg for at hun IKKE siger nej til dette!” Andria så koldt og vel også lettere skeptisk på cyborgen. ”hvis du har spørgsmål så er Kaleb rutineret i … alt, spørg ham i skal alligevel lærer at hjælpe hinanden… det burde være let nok, så næn ikke at skuffe mig” hendes ansigt var igen følelseskoldt og viste ingen tegn på at hun nogensinde havde været andet, hvilket måske var en skam? Hun ville sikkert se fantastisk ud når hun smilede, næsten som en engel, eller noget prægtigere?
Hun rejste sig og gik med elegante skridt igennem den frosne have, først efter adskillige skridt skulle Kaleb til at følge efter, dog hævede Andria hånden som et tegn på at han skulle stoppe, han bukkede og så efter hende, som grenende nærmest rakte ud efter hendes kønne blege krop da hun gik igennem haven, og trådte op på trappen til indgangen, hvor hun elegant satte hånden på gelænderet og gik videre ind… Drejede til siden, ned i kælderen… Og længere ned, ned i mørket som ingen andre end hun vidste hvad bestod af.

Kaleb stod tilbage, så stadig efter sin herre som han beundrede så utrolig meget, han vendte sig dog til sidst om lænede hovedet en smugle på skrå og lukkede det ene øje ”hel og lykke, jeg rander lidt rundt i byen og ordner ting for Andria så det burde ikke være svært at finde mig” kom det roligt fra ham inden han vinkede og gav sig i kast med at løbe ud af haven og videre ud af huset med lossen i hælende.




//indtil videre, out xD!! //
Andria
Andria

Bopæl : Et af de største huse i Isgaden
Alder irl : 26
Antal indlæg : 29

Tilbage til toppen Go down

Nameless mechanism for sale ~ Andria. Empty Sv: Nameless mechanism for sale ~ Andria.

Indlæg af #21 Tors 2 Aug - 7:55:12

#21 kunne have bandet sig langt væk, det øjeblik i ispavillonen. Godt nok havde det kun været en kort panderynken, men selvfølgelig havde Andria opdaget det - og nu skulle hun have sin straf for at være utilfreds med reglerne. Hendes krop rystede en enkel gang, da Andria med unødvendig vold rev hendes skjorte til side. Hvis hun havde været voldsommere, så havde hun revet stoffet i stykker. Men #21 havde en fornemmelse af at det var fordi hun ville respekteres og tages alvorlig. Og nok også fordi hun fandt en eller anden tilfredsstillelse i at være lidt grov. Men hvis man kunne tillade sig det, hvorfor skulle man så ikke? #21 bar i hvert fald ikke nag.

#21 var en idiot. Hun havde troet at smerten ville være flygtig og let, fordi hendes falske hud ville skærme imod hendes 'mærkning', men hun tog grueligt fejl. Kulden brændte sig hele vejen igennem hendes silikonehud og metalpansring, og det føltes som om alle hendes led frøs til is på et sekund, og så brækkede fra hinanden med et voldsomt ryk. Smerten fik hende kort til at svaje en enkelt gang, men så spredte hun benene en smule og stillede sig hårdt imod. De sidste 40 sekunder stod hun med lukkede øjne og sammenpressede læber og koncentrerede sig bare på at beherske sig. Hun var ikke helt sikker på om det ville gøre Andria glad eller vred at hun holdt et forholdsvis neutralt ansigtsudtryk. Men så længe det gjorde så ondt, var hun egentligt ligeglad.

Hun slappede kun langsomt af i sine led igen. Hun rørte langsomt ved sin skulder med sine fingre, uden at kigge på Andria. Indvendig var hun dog ret forarget. Ikke så slemt? Den dumme kælling skulle prøve det på sig selv, skulle hun! Selvom det nok ikke ville være nogen forandring. Hun var sikkert så kold helt ind i hjertet. Det var først nu at det gik rigtigt op for #21 at hun nu tilhørte den her kvinde. Og at hun måske ville komme til det, indtil en af dem døde. Hun var ikke sikker på om det var godt eller skidt. Hun trak kun langsomt det tynde, lyse stof tilbage. Hun kunne stadig se mærket igennem stoffet. Om det var fordi stoffet var meget tynd, eller om det var fordi at mærket var brændt ind i hendes hoved også.

#21 havde mest lyst til at skrige, men følte sig også klar til at tilfredsstille Andria. Endnu en opgave... 12 timer.. Hun havde ingen fornemmelse af hvad klokken var, men nok en smule over middag. Derfor havde hun til lidt over midnat at strejfe rundt og vinde overklassens tillid. Hvad i alverden ville Andria have at hun skulle lave i så lang tid? Købe ind? Dog lød turen til rådhuset ret spændende. Og udfordrende.

Da de begge to var forsvundet, var #21 lidt skuffet. Hun havde ikke fået særlig meget at vide om hvad hun skulle, ikke engang en indkøbsliste? Måske stod nogle andre for det? Hun måtte hellere spørge butleren, hvis han overhovedet ville turde at kigge på hende... Det ville tage noget tid at komme til at passe ind...

// Midlertidig out ~ //
#21
#21

Alder irl : 26
Antal indlæg : 29

Tilbage til toppen Go down

Nameless mechanism for sale ~ Andria. Empty Sv: Nameless mechanism for sale ~ Andria.

Indlæg af Sponsoreret inhold


Sponsoreret inhold


Tilbage til toppen Go down

Tilbage til toppen


 
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum