Latest topics
» Deploratus - Hvis du tør ...
Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle! EmptyTirs 1 apr - 6:24:14 by Deploratus

» Plot - Terrorisme?
Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle! EmptyOns 23 jan - 2:32:43 by Andria

» ENORMISTISK UNDSKYLDNING TIL ALLE BRUGERE!!
Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle! EmptyLør 22 sep - 5:01:30 by #21

» Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle!
Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle! EmptyLør 11 aug - 8:41:43 by #21

» Mjeeeh! >_< Nu igen!
Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle! EmptyTirs 7 aug - 11:16:32 by Abbigail

» Minderne vil altid være der
Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle! EmptyTirs 7 aug - 10:58:19 by Abbigail

» Hvem er jeg? (ÅBENT)
Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle! EmptyTors 2 aug - 12:27:35 by Kim

» Nameless mechanism for sale ~ Andria.
Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle! EmptyTors 2 aug - 7:55:12 by #21

» Thats wye!
Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle! EmptyOns 1 aug - 8:42:31 by Andria

Plot - Terrorisme?

Tirs 30 okt - 5:43:48 by Lula

Terrorisme - Muligt Plot?

Godaften. ^^

Simpelthen for at prøve at genoprette sidens puls, og tiltrække gamle/nye medlemmer, vil personalet foreslå et plot. I kan som se stemme enten ja, eller nej til dette …


[ Full reading ]

Comments: 6

ENORMISTISK UNDSKYLDNING TIL ALLE BRUGERE!!

Tirs 11 sep - 5:37:22 by Lula

Jeg ved at i er dybt skuffede over personalet, men vær det kun overfor undertegnede her! Jeg må ærligt indrømme, at jeg simpelthen har haft så mange ting på hjernen, at jeg ikke bare har glemt konkurrencens …

[ Full reading ]

Comments: 1


Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle!

Go down

Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle! Empty Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle!

Indlæg by Lula on Ons 1 aug - 5:04:53

Velkommen til denne sides allerførste konkurrence!

Det er mig en personlig glæde at fortælle jer, at på grund af det endnu stigende medlemstal, har personalet besluttet sig for at give jer brugere en lille form for gave. Og sammentidigt skal dette hjælpe sidens aktivitet - som på grund af jer dejlige medlemmer, er steget en hel del siden åbningen!

Så derfor, kære brugere, er der udtænkt denne lille konkurrence. Og det er nu, at jeg vil fortælle jer om den.

Konkurrencen er en mulig for den enkelte bruger, der vil vise sine skriftlige evner. Der er mulighed for at bruge sin fulde kreativitet. Har i gættet det?
- Konkurrencen handler om at skrive en novelle!

Her er det mest nødvendige man bør vide, inden man begynder på sin novelle:

--

1.
Alle kan deltage. Uanset alder eller køn.

2.
Alle får en speciel lille gave, for at deltage. Den er dog hemmelig, indtil at konkurrencen slutter. Til de 3 bedste vindere, som udvælges af en dommer, tilføjes en gave, udover deltager-gaven. Den er også hemmelig, indtil vinderne er fundet.

3.
Konkurrencen handler om at skrive en novelle. Deltagernes noveller skal minimum fylde én A4 side. Og maximum fylde 3 A4 sider.

4.
Der er ingen fast genre. Heldigvis for jer brugere, er der denne gang frit slag - altså må man skrive om det vilde vest i gamle dage, hvis man lyster.

5.
Maximum én novelle per bruger. Så tænk jer godt om, inden i sender en novelle ind. For det er kun tilladt at sende den ene ind til konkurrencen.

6.
Konkurrencen starter med det samme: Den 31 juli. Konkurrencen slutter: Den 11 august. Noveller der sendes samme dag, som konkurrencen slutter, bliver automatisk elimineret. Dog lader vi novellen blive på tråden, selvom der ikke modtages en gave for den overhovedet.

7.
Novellens indhold skal overholde sidens regler. Så hvis der er et lettere ekstremt indhold i teksten, så tilføj et XXX øverst i indlægget, så alle er forberedt på det mulige indhold.

Notits: Hvis du vil deltage, skal du simpelthen bare sende din novelle herind. Men husk at skrive dit brugernavn på toppen, ovenover selve novellen. Som en slags signatur. Andet kræves der ikke, for at du er med i konkurrencen! Udover at du overholder reglerne selvfølgelig.

--

Personalet ønsker jer held og lykke med deltagelsen! ^^

Dommeren af denne konkurrence, er understregede: Lula.
Lula
Lula
Admin

Alder irl : 24
Antal indlæg : 58

http://arena-gods.danskforum.net

Tilbage til toppen Go down

Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle! Empty Re: Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle!

Indlæg by Colin on Ons 1 aug - 23:02:55

Advarsel: Blodigt og dystert indhold.

Brugernavn: Colin

Forfatteren satte sig godt til rette. Sådan som han altid gjorde når han skulle skrive en historie. Han tog en lille slurk kaffe og satte så koppen påtrykt ”BEDSTEFAR” tilbage på skrivebordet. Der mange firnurlige ideer til en bog svømmede rundt i hovedet på ham. Normalt skrev han glade milde historier. Men denne gang.. kunne han kun komme i tanke om en lille håndfuld ord. Ikke glade og milde, nej, snarere noget modbydeligt og hæsligt. Han greb fat om sin kuglepen og tænkte ikke over hvad han skrev men skrev bare. Du skal dø i morgen. Han tænkte sig godt om og så på papiret og krøllede det sammen og smed i papirkurven nede under skrivebordet. Så tog han et nyt stykke papir og tænkte sig godt og grundigt om. Hans blik blev stift. Han kunne ikke komme i tanke om andet end det han skrev på det gamle papir. Opgivende sukkede han og greb sin pen og skrev Du skal dø i morgen . Det var noget forkert ved at skrive det. Som om lyden at kuglepennens kradsen imod papiret var forkert. Ja, som om... Nej, det var rigtigt. Det var fantastisk. Det var sikkert en god bog han var i gang med skrive. Og hvis han gik i seng nu, så var ideen nok død i morgen. Han rodede godt i sit hoved. Det var nu ret svært at finde på noget. Måske.. skulle han skrive en krimi? Det var jo den stemning ordene gav. Noget kriminelt.. dystert. Han skrev videre. Men ordene var tomme. Det var kun den første sætning der gav mening. Han kiggede på papiret. Man kunne måske også skrive det i en anden genre? Fantasy? Forfatteren begyndte at skrive på ny. Men igen, meningen var umulig at se.. Han krøllede papiret sammen og kastede det i papirkurven. Hvad skulle han så skrive det som? En... sang? Han havde altid drømt om at skrive en sang da han var ung. Han rejste sig fra skrivebordet for at finde hans gamle pladeafspiller frem så han kunne finde en melodi. Den var støvet da han løftede den ned fra hylden. Den havde jo heller ikke været i brug i halvtreds år. Men der var allerede en plade på den. Nysgerrigt satte han pladeafspilleren ned på hans sofabord og startede den. Men der var noget galt. Ingen melodi.. kun lyd.. en skramlende lyd.. Nej, det var vidst en stemme. ”Du skal dø imor....” . Forskrækket slukkede forfatteren pladeafspilleren og tog pladen ud. Var der noget galt med den?.. Han syntes ikke at have hørt plader sige sådan da han var ung. Han var træt. Han stillede pladeafspilleren på plads og slukkede lyset på skrivebordet og smuttede i seng. Men han kunne ikke sove. Ordene hang fast i hovedet på ham. Han prøvede at ignorere ordene og begyndte at sove. Men han fik ikke ordene ud af hovedet af den grund. Han drømte. Han drømte om den skramlende stemme der sagde det samme ord igen og igen. Han sov uroligt den nat, og da han vågnede trængte han virkelig til noget kaffe. Han rejste sig op og klædte sig på og gik ud i køkkenet og satte kaffe over. Men imens han ventede hørte han en lyd fra stuen. Pladeafspilleren var gået i gang. Selvom døren var lukket ud til stuen, hørte han tydeligt hvad den afspillede. Den skramlende stemme sagde ikke det den sagde dagen før. Den sagde ”Du skal dø idag” . I samme sekundt mærker forfatteren noget skarpt stikke ind i sin nakke. Han skriger, men modstanden var ligegyldig. Han faldt død om. Politiet fandt ham i hans lejelighed med et blodigt sår i nakken og en blodig kniv i hånden.


Sidst rettet af Colin Fre 3 aug - 18:56:06, rettet 1 gang
Colin
Colin

Bopæl : Se karakterarket i profilteksten.
Alder irl : 24
Antal indlæg : 10

Tilbage til toppen Go down

Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle! Empty Re: Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle!

Indlæg by Kim on Tors 2 aug - 12:10:47

Forfatter: Kim

Gangene lå helt ødet inde på hospitalet, det var som om alle mennesker var forsvundet ud af den blå luft. Alle ting var smidt til alle sider, og det var slet ikke ret som et hospital nu var. Det lignede helvedet selv, som om det hørte til der hvor satan hærskede. Måske var dette også tilfældet! Måske havde satan overtaget den grønne gjord, det var ingen der viste det.
Lyden af bare fødder som løb kom nede fra den lange gang, lyden fra gisp og støn kom fra en ung pige på blot de 16-18år. Lyde som betød at hun løb for sit liv, mørket og de blinkende lamper omringede hende. Så hvad hun end flygtede fra, var ikke til at se bag hende. De høje brummende og tunge skridt, som virkede som om de kom, tætter og tætter på hende. Hun kæmpede virkelig med at løbe videre, og var hele tiden ved at give op af ren udmattelse.
Den hvide kjole som hendes tynde kort bar, var helt indsmurt af rød væske og lugten af blod kom fra den. Hendes krop var helt mørk og beskidt, og tårende trillede ned af hendes æblekinder.
Hendes tanker lå hos hendes afdøde moder, som lå et par gange væk fra hvor hun var. Hun kunne ikke have gjort noget, prøvede hun på at overbevise sig selv om. Hun følte sig alligevel som en kujon, at hun nu løb væk for at overleve og blot havde landet sin mor dø foran hendes øjne.
Hun løb så hurtigt hun kunne ned af gangen ”jeg skal nok fange dig” lød en mørk mandelig stemme bag hende, fuld af had og ondskab. Dette fik hende til at kæmpe videre og løbe hurtigere, over alle de ødelagte ting som fik hendes fødder til at bløde. Hun gispede flere gange, og kæmpede bare videre ned af gangen *aldrig.. han får mig aldrig* tænkte hun og måtte bare holde sine tanker høje, ellers ville hun dø og aldrig kunne få det liv som hendes mor drømte om at hun skulle få. Hun kunne bare ikke give op!
Hun skynde sig ned af en anden gang, og så hurtigt muligheden ind i et værelse. Hun så sig hurtigt omkring for at finde et sted at gemme sig, men inden hun fik tænkt sig om lå hun under sengen. Hun lag den ene hånd foran sin mund, og prøvede på at være så stille som overhovedet muligt. Hendes hjerte bankede så hurtigt som muligt, og hun kunne knap nok få luft. Hendes øjne blev store da hun hørte lyden af de tunge sko som kom tætter og tætter på, hendes hjerte som var ved at springe ud af halsen på hende.
”hvor er du min kære?” sagde stemmen som stoppede op ved døren hvor hun var inde i.
Hun havde lyst til at skrige som et lille barn, og råbe efter hjælp ud af et af de ødelagte vinduer. Hun viste bare at ingen ville høre hende, ingen ville komme for at redde hende. Så hun forblev stille når døren gik op, og den store mørke mand kom ind. Han havde en kniv i den ene hånd, som dryppede med den røde væske som hun havde på kjolen ”hvor er du?” hviskede stemmen og alligevel lød den så ondskabsfuld som den kunne.
Hun kravlede så langt ind i hjørnet som hun kunne komme, og maste sig ligefrem op af den. Hun var bange, hun havde nok aldrig været så bange før og hun viste at hendes tid ikke var inde. Hendes tid til at forlade denne jord, og rejse til et andet sted.
Hun lukkede sine øjne så hårdt i hun overhovedet kunne, og bad bare gud om at skåne hende og hjælpe hende. Hendes krop rystede kraftigt, også selv om hun prøvede på at slappe af i det.
Hendes øjne sprang hurtigt op i det, da hun mærkede at hun blev hevet ud under sengen ”der er du” hørte hun klart og tydeligt, fra den person som skulle passe på hende og elske hende over alt på jorden. Hun stirrede ind i de isblå øjne som var fyldt med ondskab, hun var helt stille og kunne ikke mærke gulvet under sine fødder. Hun hang ligefrem i sin ene arm, og kæmpede ikke engang for at komme fra ”ikke dræb mig.. jeg gør hvad du vil have..” hviskede hun flere gange, mens tårende blev trillede hurtigere og hurtigere ned af hendes kinder. Manden stirrede bare tilbage på hende og sende hende et charmerende smil ”jeg vil da ikke dræbe dig.. mit kære barn” sagde han og under at tøve kyssede han hende på kinden, hun gispede let og prøvede på at fjerne sit ansigt væk fra ham ”vil du ikke nok lade mig gå” hviskede hun og viste jo udmærket godt hvad svaret var ”aldrig” hviskede han tilbage.
Han lag hende over sin ene skulder, i det han begyndte at gå ud af værelset og ned af gangen. Hun så sig bare tilbage og fik øje på hoveddøren, hvis blot hun havde forsat med at løbe.. så havde hun måske været fri var dette fængsel.
Hun lukkede sine øjne i og faldt ligefrem i søvn, i drømme så hun sin mor som en engel som smilte til hende ”skat.. følg med mig” sagde den venlige og kærlige stemme.
Pigen så bare på sin moder og tøvede lidt, ville blot tilbage til virkeligheden og få det liv som hun fortjente. Hun stod bare der og så på sin moder, i det hun fandt ud af virkeligheden.
Hun var allerede død, hendes sjæl forsvandt sammen med kvinden som havde passet på hende så længe. Nu manglede hendes krop bare at dø, så hun kunne blive forenet med de som elskede hende.
Hun vågnede op med et sted, og fik øje på den mørke mand som var i gang med at tage sine klæder af. Hun viste godt hvad der ville ske, at han ville gøre det ved hende som han havde gjort siden den nat hvor han kidnappede hende og hendes mor.
Hun bed sig hårdt i læben, og rejste sig bare hurtigt op og skubbede så hårdt til ham som hendes lille krop nu kunne. Hun lød så hurtigt hun kunne hen til et bord og tog pistol som lå der på, hun vende hurtigt sit blik mod ham og et glad og venligt smil kom frem på hendes læber ”du får mig aldrig” sagde hun og uden at tøve kom lyden fra pistolen ”neej” råbte han og holde sig for maven, blodet løb ned mellem hans fingere og hans blik var blot rettet mod hende. Hun gik med forsigtige skridt hen mod ham og lag sin ene hånd mod hans kind ”du får mig aldrig” hviskede hun mens han faldt ned på sengen, og gispede efter vejret ”jeg vil altid elske dig.. min datter” gispede han, mens pigen gå ud af værelset som han havde ført hende til. Hun så sig ikke tilbage og gik bare ned af gangen, mod hoveddøren ”jeg giver aldrig op mor…. Aldrig” sagde hun og holde pistolen i sin hånd, i det hun gik ud af hoveddøren og blev mødt af solen.
Kim
Kim

Bopæl : Hun bor pt. ikke nogle steder
Alder irl : 26
Antal indlæg : 3

Tilbage til toppen Go down

Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle! Empty Re: Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle!

Indlæg by Abbigail on Tirs 7 aug - 11:10:20

~ XXX ~
Forfatter/Brugernavn ¤ Abbigail Klieplion Nephal.
______________________________


Jeg åbnede mine øjne. Røde og trætte som de var. Mit blik var sløret. Jeg havde ikke set ordentligt dagslys i, jeg vidste snart ikke hvor længe. Min tidsfornemmelse var helt forsvundet. Jeg huskede ikke meget. Min hukommelse var rodet. Som om at der manglede små parter af den, som bare gjorde det hele så forvirrende. Jeg kunne ikke få færdig gjort en episode. Ligesom en drøm eller et mareridt. Stoppede så pludselig. Og mit hjerte startede altid med at banke hurtigere og hurtigere, så jeg til sidst ville gå i den værste panik hver gang, jeg prøvede at tænke tilbage. Nok det folk mente med, at jeg var sindssyg. Jeg var sindssygt bange uden selv helt at vide det. Mine følelser havde gemt sig i mig og gjort mig følelses kold. Ikke sådan jeg gjorde alle ondt med et smil. Men mere sådan som jeg var helt inde i mig selv. Gik blot rundt som et genfærd.

Jeg hørte den forfærdelige raslelyd fra kæder, der blev slæbt hen over det kolde gulv ude på gangen. Jeg kunne ikke lide den lyd. Men jeg vidste samtidig, at jeg var den eneste, der kunne høre den. Det sagde de andre i hvert fald. De mennesker der mente, de var bedre end os. Og som derfor mente vi skulle skilles fra omverden. Af rædsel for vi ville gøre andre noget. I rædsels for vi ville skræmme andre.
Jeg kunne mærke, hvordan min krop foldede sig sammen og træk sig mere hen mod det lille, mørke hjørne, hvor der ingenting stod. Hvor der kun var en siddeplads for mig, hvor jeg kunne være helt for mig selv. Beskyttet og tryg. Mere eller mindre. Jeg førte mine spinkle hænder op til mit hoved, hvor jeg lagde dem tæt presset mod mine øre. For at lukke lyden ude. Men den var der stadig. Lige så høj. Den fulgte mig over alt. Jeg knugede mine tær og frembragte tydeligere, hvor tynde mine ben og fødder var. Helt udmagret. Et voldsomt syn. Men jeg havde set på det så længe, at det ikke gjorde mig det mindste mere. Jeg havde lært min krop, at jeg ikke fik meget at spise. Og snart havde jeg lært den, at den ingen næring ville få. Eller næsten ingen. Jeg følte mig aldrig sulten.


Hun lå bare der. Kæmpede for at komme fri mens at de spændte hendes arme og ben fast til bordet. Et operationsbord lignede det. Skalpeler og andet form for værktøj lå på de andre borde, der stod op af væggene i det lille rundt. Man kunne ikke se mændenes ansigts udtryk. Så helt kyniske ud. Iført hvid kittel, maske for munden og en form for mørke beskyttelses briller. Pigen der lå og spjættede så ud til at vide, hvad der skulle ske. Eller hun vidste det ikke præcist, men hun vidste, det var noget, hun ikke ville bryde sig om.

Blodet farvede alt, der var i nærheden. Pigen var stadig vågen. Ikke bedøvet. Hun kunne mærke smerten. Ingen tvivl om det. Hun skreg, selvom hun havde fået noget ind i munden, der næsten gjorde det umuligt. Tårer fór ned af hendes kinder. Hendes krop prøvede stadig at komme fri. Væk fra smerten. Væk fra den uudholdelige stank af hendes eget blod. Hun kunne intet andet se en skarpt lys og tågede skikkelser. Det var som om, hun havde noget for øjnene. Men det havde hun ikke. Det hele kørte rundt. Som i en scene i en film hvor at vinklerne hele tiden skiftede. Så ud af pigens øjne. Så det hele ude fra. Og så tættere på …



Mit hoved blev hamret hårdt mod beton muren. Jeg vågnede først helt op efter tredje slag. Det gjorde ikke ondt. Ikke det mindste. Jeg kunne intet mærke. Udover den smule blod der havde ladet sig finde vej ned over mit ansigt. Mit ansigt viste den frygt, der nu rummede i mig. Det var kommet så pludseligt. Mindet. Jeg havde haft det nogle gange før. Bare ikke så realistisk. Jeg drejede mit hoved. Helt automatisk. Så hvordan en plet på muren var malet rødt. Og dråber gled ned ad som maling, der ikke var tørt endnu. En større frygt hobede sig op i mig. Jeg trak mig væk fra stedet. Stadig helt krøllet sammen. Jeg begyndte at hyperventilere. Skilte mine tørre læber fra hinanden og ud kom det mest skærende skrig, der kunne lyde her på denne anstalt, jeg var fanget i. Mit skrig varede længe. Blev hele tiden fornyet, forlænget. Lige indtil døren til min celle blev åbnet, og flere mænd og kvinder marcherede ind med en bestemt retning mod mig. Jeg så ikke på dem. Kunne bare mærke hvordan at en hånd fæstnede sig omkring min mund. Det brød jeg mig ikke om, så jeg bed sammen. I et chok. Kunne smage den metalliske smag igen. Gik mere i panik. Kunne hører et smertefuldt udbrud. Den røde tykke væske havde lagt sig omkring hele min mund. For en gangs skyld ikke mit eget.
Et greb omkring begge mine ben og et andet greb omkring min hals og arme. ”Så kom dog med det beroligende!!” Der blev råbt frem og tilbage. Jeg forstod intet. Prøvede at komme fri. Jeg havde ingen kræfter. Tabte. En sprøjte blev brutalt stukket ind i min overarm. Og trukket ud igen efter at have presset en gennemsigtig stinkende væske ind i mit blod omløb. Det arbejdede hurtigt. Nåede på ingen tid op til mit hoved og andre stede i min krop. Jeg stoppede med at stritte imod. Følte mig svimmel. Kunne ikke fokusere på omgivelserne. Luften fra et suk ramte mig i panden, før at det hele så blev sort.

Regnens dråber slog hårdt mod den tykke rude. En ting man havde brugt lidt flere penge på. Udsigten blev skygget lidt af de jerntremmer, der gjorde det mere umuligt for patienterne at flygte. De var helt rustne, men stadig var der næsten ingen på dette hospital, der havde prøvet at kæmpe for at komme igennem dem. Ikke på den måde at man udmagrede os alle. De gjorde os jo blot mere sindsforvirrede. Og mere syge ved at gøre den slags.
Jeg sad bare i vindueskarmen. Jeg var lille nok til at være der. Fyldte ikke mere end 1 m². Hvis ikke mindre. Mit hoved var lagt mod den isnende rude. Det havde en dejlig kølende effekt på det, der for en dag eller to siden havde været et sår. Mit blik var rettet ud imod horisonten mellem regnen. Alle udefra ville se mig, som en der var fraværende. Væk. Var jeg også. Men meget andet havde jeg ikke at gøre. Jeg prøvede altid at forestille mig, at jeg var et andet sted. Og nu var min drømmeverden blevet min virkelighed.

Blyanten strejfede let og elegant over det ru papir. Ansigtet fik træk for hver en skygge, det fik tildelt. Vinden legede med den lille piges glatte, krøllede lokker. Solens stråler ramte den lysebrune farve og genspejlede sig i det. Et smil var på det søde lille nuttede ansigt, og det voksede blot mere og mere jo bedre, hun mente at tegningen blev. Engen hun sad på var smuk grøn. Varmen var lige tilpas. Et host kom fra hende …

Alt var i panik. Hun blev holdt fast. Et stykke tape blev revet af og bredt ud af den af forskerne, der så ud til at være mest rolig og fokuseret. Øjenlågene var spændt op. Så hendes øjne var vidt åbne. Klar til denne proces. Hendes ben var det eneste, hun kunne bevæge ordentligt. Den klistrende flade af tapet blev ført ned mod denne stakkels pige. Mod hendes øjne. Mod hendes iris. Og pupil. Mod det sted der gjorde det muligt for hende at se. Hun skreg igen..



Jeg vågnede med et sæt fra dette underlige øjeblik af mindefilm, der blev sendt ind i hovedet på mig. Jeg lukkede mine øjne og fik hurtigt rettet mig op. Så væk fra vinduet og mere rundt i den nu ekstra lille celle jeg var blevet forflyttet til. Den var mere sjusket. Murene var brunlige, og der kunne findes huler i betonen. Jeg svedte. Den lange alt for store form for natkjole klistrede sig til min krop og vidste tydeligere, hvordan den kun bestod af knogler og hud. Min blege hud. Jeg lignede et lig. Med mit usle hår. Så slidt og uglet. Ikke vasket og plejet som det gerne skulle i lang tid. Mine krøller lignede en fuglerede.

Mine tågede øjne bevægede sig rundt, i rummet jeg sad i nu. Denne nye celle. Mit blik fangede, den rustne metalbakke der stod på gulvet, lige ved siden af den massive dør der gjorde det umuligt, for mig at komme ud. Maden der var sat på den var urørt. Lå stadig sådan som det gjorde da den blev afleveret til mig. Jeg vidste godt jeg skulle spise men jeg kunne ikke. Jeg forstod det ikke. Jeg havde endelig mad hos mig men jeg kunne ikke klarer tanken om at få det ned gennem min hals og videre ned i min tomme mave som var blevet træt af at rumle hele tiden. Det var lidt som om at den slet ikke gad arbejde mere. Det ville nu ikke have overrasket mig.
Alligevel begyndte jeg at rejse mig op igen. Med meget langsomme og helt usikre skridt. Faldt sammen da jeg landede på gulvet siden der havde været en mindre afstand fra vinduet til gulvet. Det gjorde ondt. Men mere skete der ikke. Jeg havde ikke kunne mærke noget knæk. Og jeg havde heller ikke landet forkert. Jeg havde bare næsten ingen kræfter tilbage i mine ben men alligevel humpede jeg hen mod bakken med sløve bevægelser for sulten var nærmest begyndt at æde mig inden i. Også selvom jeg ikke mere kunne mærke den. Det var blot den kvalmende og ubehagelige følelse der sad helt oppe i halsen på mig.
Abbigail
Abbigail

Bopæl : I en lejlighed i Montre Saitra. Tæt på Parken.
Alder irl : 23
Antal indlæg : 28

Tilbage til toppen Go down

Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle! Empty Re: Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle!

Indlæg by #21 on Lør 11 aug - 8:41:43

Brugernavn: #21.
KOMMENTAR: Dette er en random blanding af fantasi og #21’s baggrundshistorie. Den er ikke behagelig, men heller ikke knoglegnavende grusom.

Halvkvalte skrig. Ting der skramlede. Maskiner der kørte. Stød der knitrede. Regelmæssig bippen. Glas der blev smadret. En nynnen der ikke kunne komme fra et væsen ved sine fulde fem… Dette var lyde der kendetegnede vandvidsfabrikkens mekaniske afdeling. Og det var lyde der fik pigen til at føle at hendes hoved var ved at falde af. Hun holdt sig for ørene, imens hun måtte anstrenge sig for at gå ligeud og ikke falde. Hendes føder lystrede hende ikke rigtigt, som om de lige pludselig havde fået lyst til at danse hen af metalgulvet. Når hun tog et skridt på sine bare tæer, svuppede hun og var tæt på at glide.
Hver gang et lyn slog ned, kunne hun mærke hele bygningen vibrere. Hun gav en nervøs trækning hver eneste gang, som en hund nytårsaften. Hun plejede at nyde tordenvejr, hun havde endda siddet ude på altanen en gang, men når man befandt sig på fabrikken, var det hele lidt mere uhyggeligt.
For en person der ikke var her særlig tit, praktisk taget aldrig, var det meget svært at finde rundt. Som en labyrint, sammensat af metalplader og nagler.
Det havde ikke været svært at komme ind. Vagten kendte hende og hendes forældre, så han havde vendt sig om for at ringe til nogen der kunne sende hendes forældre op for at hente hende. Uheldigvis for ham var pigen snarrådig og utålmodig, så imens han havde haft ryggen til, var hun forsvundet. Hun havde kunnet se at han var en zombie. En del af underklassen. Pigen havde selv haft en zombie-veninde, men hendes forældre havde forbudt hende at være sammen med børn fra underklassen.
Så hvorfor skulle hun gøre som en fra underklassen sagde? Dumme mand. Hun kunne godt finde sine forældre selv. Havde hun i hvert fald troet.
RAUWRRRRR! Lyden fik pigen til at krumme sig sammen på stedet. Om det var noget mekanisk eller organisk der havde frembragt lyden kunne hun ikke gætte, og det hjalp ikke på hendes sindsstemning.
Den lille pige kæmpede imod to drifter: at ligge sig i fosterstilling i et hjørne, og at finde sine forældre så hurtigt som muligt. Derfor væltede hun ind af den første og den bedste dør, med armene strakt frem og med øjnene klemt helt sammen. Hele hendes krop var efterhånden lukket ned i hysterisk panik, så derfor opdagede hun først at hun var gået ind i noget, da hun slog numsen hårdt imod gulvet.
Nogen gispede, og lyden blev forvredet i hovedet på den lille pige, indtil hun havde et billede i hovedet af et farligt, behåret, metalagtigt monster. Hun måtte være faldet ned på nogle metalplader, for det klirrede helt infernalsk. Så meget at der kom små lysglimt på indersiden af hendes sorte øjenlåg og en ubehagelig susen for hendes ører.
Gispet forvandlede sig til en lavmælt, hæs latter, en endnu mere forfærdelig lyd. ”Baines-pigebarnet.. Hej søde.” Hun åbnede langsomt øjnene, og kiggede på den skikkelse hun prøvede at fokusere på. Han så endnu mere uhyggelig ud end det monster hun havde skabt i hovedet. Hans øjne funklede rødt bag et par brilleglas. Det tog noget tid for pigen at forstå at det ikke var mandens øjne, men brilleglassene der var røde. Hans hår var gråligt og uglet, og så ud som om hans hoved var blevet fræset ned af en gal græsslåmaskine. Hans ansigt var ikke bedre. Gråligt og fuget, men svært at bedømme alderen på. Men på den anden side… så så han faktisk venlig ud. Det net af smilerynker han havde i øjnene og hans læber der smilede – kun en lille smule foruroligende.
Han greb hende om albuen og hjalp hende op. Hun havde stadig et skræmt og fortvivlet ansigtsudtryk, og det hvide, pjuskede hår var klistret til hendes ansigt i panden. Han smilede til hende med hovedet på skrå. Et imødekommende, let vanvittigt smil. ”Du ser lidt bange ud. Godt at jeg fandt dig, inden du kom til skade. Bare rolig, du kan følge med mig. Kom og se hvad jeg laver.” Han havde en ungdommelig stemme, men et gammelt ansigt. Hun kunne ikke bestemme hans race, det var svært at se hans ansigt rigtigt med de store briller og den underlige metalklap han havde på kæben.
Inden hun kunne nå at sige noget, havde han trukket hende med. Han var meget stærk, kunne næsten bære hende i én, udstrakt arm. Han trak hende med igennem bunke efter bunke af kasserede, mekaniske dele. Lemmer, ledninger, ting af glas, metal, noget blævrende, hudfarvet materiale.
”Nu skal du bare se, min pige. Hvad synes du om mit arbejde?” Hans ’skrivebord’ var så overfyldt at hun knapt nok kunne se bordpladen. Lang det meste var mekanisk og organisk ragelse, et par afskårne lemmer hist og pist. Dele med ledninger og ting der vred sig, som om de blev udsat for elektricitet, eller lige var blevet hugget af en krop. Der var ingen blod, kun nogle rustfarvede pletter der lugtede af benzin eller sprit.
Han rakte hende noget, og hun tog tøvende imod det. Det var et ansigt – eller det der var tilbage af det. Alt der var tilbage af baghovedet var et par tandhjul og noget der summede. Ansigtets mund klappede op og i, som om den ville sige noget, men alt der kom ud var en halvkvalt summen og klikken. Den så vred ud, forvirret og fortvivlet, og den stirrede lige på hende.
Der var noget ubehageligt velkendt over kropsdelen. Selvom der ikke var mange ansigtstræk at genkende, havde hun en fornemmelse af at hun kendte denne person. At hun havde kendt den, måske synes godt om den. Hun kunne dog ikke huske noget navn hun kunne forbinde med den.
Det var grusomt, hvad der var sket med dette væsen. Tårer pressede sig ud af hendes øjne, og løb ned over hendes kinder. De føltes varme imod hendes hud. Hun ville gerne tørre dem væk, men hun blev nød til at holde hovedet med begge hænder, ellers ville hun tabe det…
”Sienna!” En kvindestemme smældede igennem rummet. Overraskelse, vrede, chok.
”M…Mor?”
Manden med de røde brilleglas greb hovedet, inden det ramte gulvet. Pigen havde slet ikke opdaget at hun havde tabt det. Han lagde det på bordet og sendte kvinden et blændende smil. ”Ursula! Jeg var lige ved at vise din datter mit arbejde.”
Pigens mor, Ursula, sendte manden med de røde briller et skævt blik. Pigen fik en ide om at hun ikke var særlig vild med ham, men ikke ligefrem hadede ham. ”Tak fordi du fandt hende, Emrys. Vagten ringede, og vi blev helt nervøse…”
En mand kom til syne bag den høje, slanke kvinde. Han lagde armene om pigen, og hun trykkede sig ind i hans favn. Han smilede venligt til rødbrille – Emrys. ”Vi må hellere tage hende med hjem. Tak for hjælpen, min ven.”
Emrys nikkede som hilsen, og smilede varmt til pigen, der stadig havde tårer trillende ned af sine kinder. Hendes far pludrede op i hendes pjuskede, hvide hår, det hun havde tilfælles med sin mor. Den mor der gav hende et hårdt kram og en syngende lussing da de kom hjem.
#21
#21

Alder irl : 22
Antal indlæg : 29

Tilbage til toppen Go down

Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle! Empty Re: Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle!

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Tilbage til toppen


 
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum