Latest topics
» Deploratus - Hvis du tør ...
Minderne vil altid være der EmptyTirs 1 apr - 6:24:14 by Deploratus

» Plot - Terrorisme?
Minderne vil altid være der EmptyOns 23 jan - 2:32:43 by Andria

» ENORMISTISK UNDSKYLDNING TIL ALLE BRUGERE!!
Minderne vil altid være der EmptyLør 22 sep - 5:01:30 by #21

» Officiel Novelle-Konkurrence - Åben for alle!
Minderne vil altid være der EmptyLør 11 aug - 8:41:43 by #21

» Mjeeeh! >_< Nu igen!
Minderne vil altid være der EmptyTirs 7 aug - 11:16:32 by Abbigail

» Minderne vil altid være der
Minderne vil altid være der EmptyTirs 7 aug - 10:58:19 by Abbigail

» Hvem er jeg? (ÅBENT)
Minderne vil altid være der EmptyTors 2 aug - 12:27:35 by Kim

» Nameless mechanism for sale ~ Andria.
Minderne vil altid være der EmptyTors 2 aug - 7:55:12 by #21

» Thats wye!
Minderne vil altid være der EmptyOns 1 aug - 8:42:31 by Andria

Plot - Terrorisme?

Tirs 30 okt - 5:43:48 by Lula

Terrorisme - Muligt Plot?

Godaften. ^^

Simpelthen for at prøve at genoprette sidens puls, og tiltrække gamle/nye medlemmer, vil personalet foreslå et plot. I kan som se stemme enten ja, eller nej til dette …


[ Full reading ]

Comments: 6

ENORMISTISK UNDSKYLDNING TIL ALLE BRUGERE!!

Tirs 11 sep - 5:37:22 by Lula

Jeg ved at i er dybt skuffede over personalet, men vær det kun overfor undertegnede her! Jeg må ærligt indrømme, at jeg simpelthen har haft så mange ting på hjernen, at jeg ikke bare har glemt konkurrencens …

[ Full reading ]

Comments: 1


Minderne vil altid være der

Side 1 af 2 1, 2  Next

Go down

Minderne vil altid være der Empty Minderne vil altid være der

Indlæg by Gæst on Man 16 jul - 7:37:30

Tid: Omkring 9 tiden om morgenen.
Vejr: Overskyet og alligevel varmt.
Sted: Route 4.
Omgivelser: En masse træer bestået af fantastisk skov.
____________________________________________________
Det var ikke noget så slemt som en varm sommerdag, hvor man følte at man var ved at dø bare ved at være nede i vandet. Varmen som kogte ens hjerne, til man ikke kunne tænke noget eller råbe om hjælp. Ens hud næsten ligefrem brænde op af den ondskabfulde sol. Det var nok flere væsner på øen Triaxhy Aercals, som var overbevist om at solen var satan selv. Som blot ønskede at alle på jorden skulle dø, eller var det mon gud? som er fået et had til jorden. Det var ikke til at sige hvad der var som fik jorden til at virke som et solarium, også selv om det var menneskernes og væseners skyld. Det var dem som var satan selv, som ikke havde kæmpet nok for at holde den smukke jord ren. Det var ikke guds eller satans skyld, og det viste alle nok inderst inde.
Nu kunne man ikke takke andre end moder jord, for at denne sommerdag var overskyet og den kolde brise som kom en gang i mellem.
Folk kunne endelig klare at gå ude, uden at deres hjerne kogte op inde i deres hoved. Selv om det var en skøn dag og man ikke behøver at holde sig i skyggen, så kunne man finde en ung blanding race ude på Route 4. Den unge blanding havde en ellers så særlig tøjstil, en blanding af pop og rock. Den unge mand som denne blanding var, lignede lidt en som var ude på ballade. Hans blik var fjern og hans hænder var langt nede i lommerne på hans bukser, og der var ingen tegn på at de ville forlade den varme der nede ret hurtigt. Hans hår som sad lidt pjusket, bevægede sig let i vinden når han gik. Han havde en cigaret i mundvigen, og røget blev pustet ud af hans næse og forsvandt op i luften.
Han var omgivet af skoven, som et eller andet sted gav ham glæde i sit liv. Der hvor han bare en gang imellem kunne slippe tankerne, og se træet blive væltet omkring ham. Som fik ham til at smile bare en gang imellem, uden at det var et charmerende eller fake. Et flot drenge smil, som hans forældre blev forelsket i første gang de så det.
Han husker historien om hvad der skete den dag, hvor han smilte første gang. Det var så svært at glemme den, når hans mor fortalte ham det hver gang han var der hjemme. Hvor han kunne blive skældt ud af sin mor, over at prøve på at overtage historien.
Han kunne ikke lade være med at lade denne tanke komme ind i hans hoved, denne ellers så dejlige dag... Måske skulle han besøge dem??, han slog hurtigt tanken ud af sit hoved og forsatte bare sin færd ind i skoven.


Sidst rettet af Sam Tirs 17 jul - 3:53:12, rettet 1 gang

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Abbigail on Man 16 jul - 9:07:29

Det var ikke hver dag at hun valgte denne vej. Hun huskede da hun for første gang var kommet til Kurr via den sti der snoede sig gennem skoven. Hvorfor hun igen havde valgt at gå turen vidste hun virke ikke. Der var intet i den by som hun ønskede. Intet der hun ville. Eller jo. Hun havde opdaget de fantastiske Kornmarker. Et fascinerende sted hvor hun bare kunne sidde for sig selv. Og tegne hvis det var hvad hun ville. Helt lige som denne dag. Eller skulle man sige formiddag. Hun havde selv været tidligt oppe. Som hun altid var. Hun kunne ikke sove mere. Ikke en hel nat i hvert fald. Så den lange tur fra Montre Siatra til Kurr. For at nå solnedgangen. Og hun havde overraskende nok fået et perfekt billede ud af det. Og det lå nu sammen med alle de andre tegninger i sin skitsebog i den slidte skuldertaske der sjovt nok hang fra hendes ene skulder.
Varmen havde egentlig ikke steget Abbigail til hovedet endnu. Også selvom at hun altid havde en lidt højere kropstemperatur end andre væsner så hun ikke ud til at have det uudholdeligt. Mere tilpas. Men nu var hun også mere let påklædt. Den meget løse tynde stribede t-shirt hang let over hendes ene skulder og vinden blæste af og til lidt op for at vise lidt maveskin. Hendes ben var mere eller mindre bare hvis man så bort fra de mørke cowboy shorts og den lille skjulende forbinding omkring det ene lår. Og klipklapperne gav sådan en rytmisk takt når hun gik. Alt i alt var hun meget afslappet påklædt. Perfekt til en sommerdag som denne. Hendes lange mørkebrune hår var løst og indrammede hendes kønne ansigt. Af og til fik brisen fingrene i det og legede med de lette totter af hår. Og det kom stort set altid ind foran hendes øjne. Hun fik hurtigt løftet sin ene hånd for at få strøget håret væk så det ikke ville genere mere men så idet at hun igen så på vejen foran sig at hendes blik opfangede bevægelse. Lyde fra skridt. En skikkelse. Uden selv at have tænkt over det havde hun stoppet op. Og så bare på ham med sine smukke klare blå øjne. Der gik ikke lang tid inden at hun fik et bedre udsyn af ham. En dreng. Eller nok mere en ung mand.
Atter fik hun gang i sine ben og forsatte egentlig bare. Dog syntes hun ikke at tage blikket fra denne person. Fulgte hans bevægelser. Studerede ham som de gik i et roligt tempo mod hinanden. Om det var fordi at hun var på vagt eller bare fordi at denne fremmede virkede interessant kunne hun ikke helt ligge en finger på. Hun genkendte ham i hvert fald ikke. Men nu var hun heller ikke en person som kendte alle folk. Hun kunne godt lide selskab men stadigvæk... Hun rettede diskret på sin taske for at den kunne sidde lidt bedre på sin plads. Hans duft begyndte nu at nærme sig hende. Den var forvirrende. Hun genkendte heller ikke den. Hun var ikke ligefrem ekspert i ville dufte de forskellige væsner havde men hun havde da en fornemmelse. Men denne virkede både varm..og let. Måske var det bare varmen..
Abbigail
Abbigail

Bopæl : I en lejlighed i Montre Saitra. Tæt på Parken.
Alder irl : 23
Antal indlæg : 28

Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Gæst on Man 16 jul - 9:28:39

Skoven lød som om den spillede let musik, fuglene der sang og vinden som fangede træerne og dens blade. Det lød som magisk musik, og ingen ville finde ud af hvem der spillede den. Han elskede dette! høre musikken, uden at der var nogle væsner eller mennesker som havde skabt den.. det var naturens musik, den eneste musik som folk ikke kunne bestemme over.
Folk troet de havde magten over alt og alle, men de så ikke ind i skovene og så hvem der endelig bestemt! naturen, havde magten og ville aldrig give den fra sig.
Hans tanker lå så mange forskellige steder, når han endelig var ude i skoven og kunne tænke på sådan nogle ting.
Det gik noget tid før han opdagede at han ikke var alene, først når han kom til sig selv og så en ellers så ung og smuk kvinde bare stå der ude på stien? *sker der lige?* tænkte han og så sig ikke omkring, han ville ikke virke som om han var en af de der... som bare skulle vide alt! for sådan var han jo ikke.
Når han så hendes blik på sig, kom det charmerende smil frem på hans læber. Det gjorde det altid når en hunkøn kiggede på ham, så skulle man da bare vise hvor charmerende man endelig var.
Selv om han havde en kæreste ventende på ham i Seaz, ikke så langt fra hvor hans forældre boet. Så var han ikke ligefrem en af dem som holde sig til det som ventede, mon det var fordi han ikke var forelsket? eller fordi han elskede kvinder så meget? , han viste det endelig ikke og tænkte heller ikke så ofte over det. Han følte ikke at der var noget forkert ved det, selv om han ville have noget imod hvis hun var ham utro.
Det var vel bare synd for pigebarnet, som troet på at hun havde en fantastisk kæreste!..
Røget blev bare ved med at komme ud af hans næse, som om han var en eller anden drage. Hans blik var rettet mod hendes ansigt, mens han holde smilet på sine læber. Nok var han en badboy, men han var alligevel blevet opdraget til at være lidt af en gentleman... og ikke bare stirre på hendes krop.
"hey" gled der charmerende ud mellem hans læber, med en dyb og flot stemme.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Abbigail on Man 16 jul - 10:00:44

Abbigail blev vel lidt overrasket idet at det endte med at denne unge mand også så på hende. Men hun opdagede det først da de ikke var mere end nogen skridt mellem dem. Det var på et punkt underligt fordi at hun selv ikke havde tænkt sig så meget over at hun faktisk havde set på ham. Det var vel bare en naturlig ting ved hende at hun hele tiden skulle studere bestemte personer hun stødte på. Nogle fandt det nok mærkeligt at der pludselig stod en pige på ikke mere en 160 centimeter og gloede på en med hendes ´store uskyldige øjne. Men åbenbart ikke ham her. Han smilede. Til hende. Og som altid gik der ikke længe inden at hun selv fik løftet sine mundviger op i et af sine søde englesmil. Det var i hvert fald ægte nok. Hun kunne ikke smile falsk. Det føltes bare forkert. Så hun havde lært sig selv at holde sig selv på den sikre side.
Idet at hun så hørte hans stemme som de stod næsten lige foran hinanden fik hun igen spærret sine øjne lidt op. Hun havde ikke forventet at der blev startet en samtale. Men hun havde skam intet imod det. Den stemme ville hun med glæde høre mere af. Og det var ikke hver dag at hun bare helt spontant begyndte at snakke med en fremmed. ”Hej.” lød så hendes blide klare stemme. Og smilet der et kort øjeblik havde forsvundet fra hendes læber blev formet igen. Det var helt som om at hendes måske blege men kønne ansigt lyste op. Men det var jo magien fra et smil og et godt hjerte sagde man. Igen fik hun strøget nogle vildfarende totter af det fyldige hår om bag sit øre hvor det dog bare gled ned igen.
”Så.. Er du på rejse eller hjemrejse??” spurgte hun stille og roligt og fik spørgende lagt sit hoved svagt på skrå. Hun samlede sine hænder foran sig og som altid kunne hun minde om en lille dukke som hun stod der. Bare med en sjæl. Hun følte sig ikke det mindste utryg i hans selskab. Han virkede jo ikke farlig. Og efter at have fanget hans blik kunne hun ikke se noget hun skulle være på vagt for. Det var nok derfor hun havde ladet sig snakke med ham. Og selv hendes skuldre var faldet ned i en afslappet stilling. Hun fugtede diskret sine bløde læber med tungespidsen og lød dem derefter bare luft tørre for at give dem mest muligt fugt.


Sidst rettet af Abbigail Man 16 jul - 11:07:38, rettet 1 gang
Abbigail
Abbigail

Bopæl : I en lejlighed i Montre Saitra. Tæt på Parken.
Alder irl : 23
Antal indlæg : 28

Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Gæst on Man 16 jul - 10:54:44

Sam synes slet ikke der var noget galt i at stoppe op og snakke med den unge kvinde, også selv om han forsatte med at gå ind til var lige foran hende. Bare nogle få skridt væk fra hende, han ville jo heller ikke trænge alt for meget på. Han havde set en masse tåber, der havde kommet for tæt på piger og troet på at de brød sig om det. Han viste jo bedre og lod bare tiden gå sin gang, sådan havde han altid været.
Det ringede i hans øre når han hørte hendes stemme, lige så smuk som hendes ansigt.. det var der ingen tvivl om. Det fik smilet til at forblive på hans mandelig læber, som holder fast i cigaretten.
Han stod helt afslappet foran hende, og lignede bestemt ikke en som kæmpede for at se ordenlig ud. Han havde vægten på det ene ben, og lænede sig også lidt den vej mens han så på hende. Hans kastanjebrune øjne lå bare afslappende på hendes ansigt, fjernede sig ikke en eneste gang og alligevel så hans blik ikke ud til at stirre på hende "ville nok mene at jeg er på rejse" sagde han og var ikke engang sikker på hvor han var på vej hen, han var bare ude og gå og lod sine fødder føre vejen.
Han gik nogle få skridt hen til hende, så de stod lidt tætter på hinanden i det han tog sin varme hånd op af lommen og rakte den hen til hende "Sam Amrod Lossëhelin er mit navn, men er du velkommen til at kalde mig hvad du vil.. og hvad er frøkens navn?" Spurgte han om, og havde det svært med at snakke med nogen uden at kende deres navne. Nok kunne han aldrig huske navne, men det var altid rart at alligevel få spurgt.
Så var det ligemeget om han glemte det dagen efter, han var ikke ofte den som snakkede med de samme personer efter. Udover de venner som han havde, som han alligevel bare ofte udnyttede uden at de viste det.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Abbigail on Man 16 jul - 11:38:58

Abbigail undrede sig faktisk ikke over hans svar. Hun kunne lide det. Hun var dog ikke sikker men han virkede som den type der lige som hende bare gik rundt til der blev fundet noget spændende. ”Interesant.” Det var nemt at høre i hendes stemme at hun ikke bare sagde ting for at sige dem. Hun mente dem. Hvilket meget muligt også fortalte lidt mere omkring hendes personlighed og tilværelse. Nok var hun en gang om dagen et bæst. Men det meste af tiden kunne hun minde om en engel. Ikke kun på grund af hendes udseende, hvilket mest bare var som et menneskes, men også fordi hun altid var den naive lille godtroende tøs. Hvilket af og til trak hende mere over på den negative linje af livet. Hun havde prøvet at blive brugt før. Og alt det kun fordi hun var en klasse under. Dog var det ikke noget der tog hendes glæde væk fra at møde nye folk. Som hun altid sagde til sig selv. Giv dem en chance. Ellers ville livet være kedelig hvis man valgte at leve i frygt.
”Oh..Jeg hedder Abbigail. Abbigail Kieplion Nephal.” præsenterede hun sig så og rakte roligt ud efter hans hånd for så at lukke sine fingre omkring hans. Gav hans hånd et blidt klem og havde endnu det dejlige smil på sine læber. Hans hånd var egentlig dejlig varm. Også selv om at solen nærmest bagte ned på dem. Herligt at stå lidt i træernes skygge. Hun forholdt sine blå øjne mod hans og betragtede den flotte brune farve de have. Hun ville lyve hvis hun sagde at han ikke have udseendet med sig. Det havde han bestemt. Og hun beklagede ikke at hun var nød til at se en del op, på grund af den lille højdeforskel. ”Det er en fornøjelse at støde på dig, Sam. Det er ikke helt så tit at jeg møder selskab på mine små morgenture.” En lille hjertevarm latter forlod nu hendes strube et kort øjeblik inden det blev siddende som et smil.
Hun sagde hans navn lidt inde i sit hoved. Mest for at huske det selv og for at smage på udtalen af det. Det lød i hvert fald specielt. Og det eneste hun syntes at kunne udtale helt perfekt var hans fornavn Sam. Hun kørte let sin tunge hen over det mere eller mindre skarpe tandsæt der gemte sig inde i hendes mund. Det var ikke fordi at hun var yderligere bekymret om det afslørede hende. Men det var bare beroligende. Lige som nogle altid skulle køre en finger omkring sit hår. En lille vane sag hun havde fået gennem de sidste mange år med virussen. Atter fik hun rettet sin fulde opmærksomhed mod Sam. Forholdt blikket mod hans ansigt og de smil der var fremme blev bestemt sendt mod ham. ”Hvor er du så fra?? Hvis altså jeg må vide det..”
Abbigail
Abbigail

Bopæl : I en lejlighed i Montre Saitra. Tæt på Parken.
Alder irl : 23
Antal indlæg : 28

Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Gæst on Man 16 jul - 11:55:16

Sam havde aldrig forstået de folk som bare gik ud for at skulle nå noget, det var som om folk ikke havde tid til noget.. og når de endelig havde det, så brugte de ikke andet på det end at drikke hjernen ud. Hvis den ikke skulle koges ud, så skulle den åbenbart drikkes ud. Det betød ikke at han ikke kunne lide at drikke, for det nød han bestemt når han havde penge og tid til det. Han var bare ikke en af dem som skulle drikke hele tiden, han havde jo også en drøm om at blive læge så han havde ikke tid til at drikke hele tiden.
Han gav et lille grin fra sig, som var dyb og meget kort i det "er det vel" svarede han og kunne alligevel ikke se det spændende i det, men alligevel så fik det ham jo til at se at hun godt kunne lide at høre på ham.
Så det var jo ikke andet end et plus i hans tanker, også selv om det vel ikke var vildt spændende.. men det ville han jo bare lade hende om.
Han gav bare hendes hånd et klem tilbage i det han sagde "det er rart at møde dig Abbigail" og mente det faktisk, da hun jo var ret så køn.
Han gav slip på hendes hånd et stykke tid efter, og lod bare sin hånd glide tilbage ned i lommen igen.
Han så sig kort omkring, men lod alligevel sit brune blik glide tilbage til hendes "nej, det tror jeg på.. ikke så ofte at man møder nogen på denne tid" sagde han og gav atter et grin fra sig, men stoppede hurtigt da han hørte hendes "du har et smukt grin" sagde han og smilte bare videre til hende, med sit charmerende smil.
Han tog sin cigaret ud af munden, og kastede den ned på jorden før han trådte på den for at slukke den "jeg kommer fra Seaz, men bor i Montre Siatra" sagde han med et stolt stemme over hvor han kom fra, bevis på hvor han følte at han hørte hjemme og alligevel ikke boede der "hvad med dig?" spurgte han om lidt efter.

//smutter i seng nu.. så du ikke sidder oppe og venter på et til svar ^^ //

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Abbigail on Man 16 jul - 12:21:42

Abbigail tog selv sin hånd til sig igen. Og i en rolig bevægelse rettede hun for syvertyvende gang på sin taske inden hånden atter blev forenet med den anden i den uskyldige stilling der stå ud til at være mest behagelig for hende. Sådan med fødderne samlet helt, benene strakte og ryggen rettet ordentlig op. Og så selvfølgelig stillingen med sine hænder. Trods hun havde lommer. Det var vel nemt at se på hende at hun var en af de velopdragne piger. Dog så hun ikke ud til at tænke yderligere over at skulle beklæde sig fint. Hendes tanker omkring tøj var mest om det var behageligt at have på. Og om hun selv kunne lide hvad hun så i spejlet der hjemme. Men opdragelsen lå mere på ikke at være uhøflig og alt det der. Og selvfølgelig at være åben. Hun huskede stadig hvordan hendes mor havde sagt det hver eneste dag. Abbigail vidste i hvert fald hvor hun havde fået den blide stemme fra.
Hun blev nu igen lidt overrasket. Så lidt forundret på ham idet at hun fik stukket en kompliment. Det var ikke fordi hun ikke brød sig om det. Men det kom bare bag på hende at han kommenterede positivt på hendes latter. Dog tog hun sig hurtigt sammen til at være mere rolig igen. Det var jo bare en kompliment. ”Tusind tak. Men jeg må sige at dit er mindst lige så dejligt..” sagde hun muntert og med det søde smil på sine læber. Han var charmerende. Det måtte hun indrømme. Men han virkede samtidig også som et mysterium. Med alt det hun kunne fornemme i hans smukke øjne og den forvirrende duft der hang over ham. Den virkede.. overlegen? Eller var det bare hende?
”Virkelig! Jeg bor også i Montre Siatra.” Smilet syntes at vokse lidt mere. Og hun lød mere spændt. ”Men jeg kommer ikke herfra Triaxhy Aercal. Jeg kom først hertil efter jeg blev ramt af et lille uheld.” Det lå egentlig meget naturligt at sige. Og det var jo også emnerelateret. Så intet galt der. ”Hvor længe har du boet i Montre Siatra?” Forsigtigt begyndte hun at bakke lidt ud. Med havde stadig den der dejlige udstråling. ”Kom. Vi kan vel gå lidt imens vi snakker..” Hun havde vel bare brug for at bevæge sig lidt under samtalen. Det fik hende til at føle sig mere rolig. Og mindre usikker. Og siden han alligevel havde haft kursen den vej hun bevægede sig i nu, kunne det jo ikke skade?
Abbigail
Abbigail

Bopæl : I en lejlighed i Montre Saitra. Tæt på Parken.
Alder irl : 23
Antal indlæg : 28

Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Gæst on Man 16 jul - 23:45:39

Selv om Sam så på en skønhed, så kunne han ikke lade være med at høre på den musik som skoven lavede. Han nød dette alt for meget til at han havde lyst til at gå, men han gik alligevel med hende når hun begynde at gå "man må ikke lyve.. mit grin er ikke noget særligt" sagde han med en drillende tone, og kunne ikke holde et af sine grin tilbage. Han havde altid nydt at drille nogen, mest når det blot var for sjov.
Han holde sit blik på hende, også selv om han så kunne risikere at falde over et eller andet foran dem "gør du det?" sagde han lidt overraskende, også selv om han jo godt viste at han ikke kendte alle der boet der. Han gik for meget op i at studere, end at lære folk at kende.
Han var jo også en af dem, som endelig bare ville hænge ud med sin egen race... men! når det handlede om piger, så var han åben for alle "oh... hvad skete der?" spurgte han om og prøvede på at lyde nysgerrig, som han var ret så god til. Det var også en af de ting som han havde lært igennem sin opdragelse, da det jo ikke var alle som snakkede om ting som man synes var spændende.
Han fjernede sit blik fra hende, for at se hvor de gik og tænkte lidt imens "hmm.. snart et år tror jeg.." sagde han og vende sit blik tilbage på hende "hvad med dig?" spurgte han om, og lod sit smil komme tilbage på sine læber.
Musikken forsvandt næsten ligefrem væk bag dem, og selv om Sam bare helst ville blive.. så viste han godt at han ville komme tilbage en dag.
Han så sig kort tilbage og så bare ind i skoven... alle de hemmeligheder der inde, og ingen ville nogensinde finde ud af dem.
Han rettede atter sit blik tilbage på hende "må jeg byde på en kop kaffe eller noget?" spurgte han om, mens han begyndte at kunne skimte byen. Den pragtfulde by som han holde så meget af, og alligevel hadet han den som pesten. Måske hørte han bare hjemme i Seaz, men han viste jo også godt at han nok skulle flytte der hen igen en dag.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Abbigail on Tirs 17 jul - 0:52:45

Det kom godt nok ikke bag på Abbigail da han syntes at spørge mere ind til hvad der var sket. Men hun kunne ikke lade være med at se overrasket på ham. Hendes smil blegnede kort og hun begyndte at se lidt mere ned af sig selv. Ned på sine fødder der i et stille tempo traskede af sted. ”Ehm..” startede hun svagt ud. Hun tog en dyb indånding og idet at hun fik svunget sine hænder om på ryggen for at samle dem der blev hendes brystkasse automatisk skudt en smule frem. Hun var ikke typen som fik rundt med hænderne begravet godt ned i sine bukselommer men hun kunne heller ikke altid lide at have sine hænder hængende frit. Forsigtigt rettede hun igen sine klare blå øjne mod Sam og fik igen en lille krusning i mundvigen. Et lille uskyldigt smil. ”Det er vel ikke så vigtigt.” Det var ikke fordi at hun ikke kunne lide at snakke om det. Men det var mere fordi det ikke var vigtigt lige nu. Og hun var egentlig glad for at de på en måde fik ændret emnet.
Atter spredte hun sit smil. Det var utroligt som hendes humør kunne svinge frem og tilbage. Meget vel forvirrende for folk omkring hende. Dog virkede det aldrig til at være det helt store problem. ”Jeg vil nok sige omkring 3 år. Jeg flyttede i en ung alder kan man vel sige..” En lille omgang af hendes latter kom igen ud mellem hendes blide stemme. Han virkede en smule distraheret. Af hvad vidste hun ikke helt. Men idet at de var kommet ud af skoven og byen endelig kom frem i horisonten blev han mere koncentreret. Hun forstod godt hvordan man af og til blev trukket væk fra en ting for at have sin opmærksomhed på noget andet. Hun kendte det næsten alt for godt. Men hun havde da lært at holde sig til en ting. Ellers ville hendes hjerne meget muligt bare ende med at eksplodere på grund af alt det andet der foregik i hovedet på hende. Hun fik nu hurtigt trukket sig selv ud af sit eget tankespind idet hun igen hørte hans stemme. Det tog lidt tid for hende at fatte hvad han faktisk havde sagt men da hun gjorde, kunne man i hvert fald se det på hende. ”Det..kan du egentlig godt.” Hun havde masser af tid. Godt nok var hun selv midt i sine studier men hun var lige som så mange andre også omgivet af ferie. Så hun så intet galt i at acceptere hans tilbud. Hvad ville kunne gå galt?
Abbigail
Abbigail

Bopæl : I en lejlighed i Montre Saitra. Tæt på Parken.
Alder irl : 23
Antal indlæg : 28

Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Gæst on Tirs 17 jul - 1:13:18

Det undrede ham lidt at hun ikke ville snakke om det, men han kunne jo heller ikke tvinge hende til det. Hvis hun ikke havde lyst til det, så havde han det jo bare bedre så han ikke behøvede at snakke om det.
"okay, hvis du siger det" sagde han og holde sit smil på læberne, som tegn på at han ikke blev ked af det hvis hun ikke ville snakke om det.
Han kunne ikke lade være med at kigge ned af hende, når hun tog hænderne bag på ryggen. Hun var jo meget køn, det måtte han sgu indrømme og han havde ikke noget imod det. Jo kønnere piger var, jo mere havde han lyst til at snakke med dem. Sådan havde han altid været, lige siden han fandt ud af at piger var noget mere end bare noget som fandtes.
Han nikkede langsomt, mens han lod sit blik glide tilbage på hendes ansigt "nyder du så at bo her?" spurgte han om og havde ikke selv hvordan verden var udenfor, han elskede denne ø alt for meget og havde ikke brug for at se noget andet... måske den dag hvor han havde været sammen med alle kvinder på øen, men skete nok aldrig når der kom nye hele tiden.
Han så sig kort omkring når de var kommet ind i byen, og det blev fyldt med larm af de forskellige væsner som gik rundt ude på gaderne.
"så lad os tage hjem mig" sagde han og gav et lille grin fra sig, før han satte kursen mod sin lejlighed.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Abbigail on Tirs 17 jul - 1:36:56

Det spørgsmål skulle hun lige tænke lidt over. Om hun nød at bo i byen var hun i tvivl omkring. Et sted var øen bare et filflugts sted hvor hun havde bedre mulighed for ikke at skade andre. Her fandtes så mange andre væsner der med sikkerhed var en del stærkere end hende. ”Altså.. Her er vel dejligt og man kan godt sige at jeg nyder at være her. Men her er ikke helt så betryggende som andre steder i verden.” Det uretfærdige hierarki forstod hun ikke. De regler der var her var ubehagelige. Men hun var da i det mindste stadig i live. Og her var hun ikke omkring uskyldige mennesker som måske ville genkende hendes fra fortiden. Så det var vel bare her at hun hørte til. Og som de fleste underklasser levede hun med at være blevet sat i bås.
Abbigail blev forundret over hvor meget liv der egentlig var i byen. Godt nok var klokken nok ni og solen stod allerede højt på himlen men hun huskede da hun var gået for nogle timer siden havde gaderne været næsten helt tomme og de eneste der var udenfor var nogle gamle ægtepar. Men nu var der gang i den. Eller hvad man skulle kalde det. ”Huh?” lød det først lidt uforstående fra hende idet at han igen snakkede til hende. Hun forstod dog godt hvad han havde sagt. Men hun var stadig lidt undrende over det. Hun var i hvert fald slet ikke vant til at bare sådan tage folk med hjem. Men stadigvæk så hun ikke det største problem i det lige nu. Hun følte sig mere eller mindre tryg i hans selskab jo. ”Ehm.. Super.” sagde hun en smule forvirret men alligevel sikkert. ”Men..Du viser bare vej.” Igen lød hun mere sikker i sin sag og med nogle små trippende skridt kom hun efter ham mod kursen af hans lejlighed. Og da hun atter var oppe på siden af ham. Hvor hun egentlig bare forsatte. Endnu med sine hænder på ryggen. ”Hvad med dig? Altså.. Nyder du at bo her?” Abbigail forfalskede ikke sin nysgerrighed. Hun lod i hvert fald ikke bare som om. Men hun var i det hele taget en nysgerrig person. En uviden tøs der prøvede at suge så meget information til sig gennem andre. Måske var hun ikke interesseret i folk omkring sig men kun interesseret i hvad de vidste. Det kunne sagtens være. Men hun var ikke sikker.
Abbigail
Abbigail

Bopæl : I en lejlighed i Montre Saitra. Tæt på Parken.
Alder irl : 23
Antal indlæg : 28

Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Gæst on Tirs 17 jul - 4:13:00

Sam vende sit blik fra hende, men lyttede alligevel på hvad hun sagde "ja det er nok sandt.." sagde han og kendte kun til den tryghed som der var på denne ø, og den var jo stor når man snakkede om overklasse væsner.. som ham selv.
Han vende sit blik kort mod hende igen og smilte igen "ja, jeg kan godt lide at bo her.. men ikke et sted som jeg ønsker at blive boende i, vil på et tidspunkt gerne flytte tilbage til Seaz.. det er der jeg virkelig høre hjemme" sagde han og var ikke engang sikker på om hun ville forstå, at nogen ville bo i en by som Seaz.. men det var der han var blevet født, det var der hans blod kom fra og hans liv hørte bare hjemme der.
Han tog sin ene hånd op af lommen på sine bukser, og i hånden havde han et set med nøgler. En af de nøgler holder han mellem sin tommelfinger og pegefinger, da det var den som han skulle bruge til at låse op med.
De gik et stykke tid mens de nærmede sig mere og mere centrum af byen, han drejede ned af en side gade.. med nogle ret så flotte bygninger, der lå butikker over alt på den lille gade. Nede i enden af den lå en høj hvid bygning, som bestemt ikke så særlig gammel ud dog dyr..
Han gik bare ind af porten og videre hen til døren til opgangen, som han langsomt fik låst op og åbnet "kom ind" sagde han og gik først ind efter hun var kommet ind, og forsatte bare op af trapperne "så er vi her snart" sagde han og stoppede op foran en dør, hvor der stod Sam Amrod Lossëhelin på et lille skilt.
Han låse bare døren op og åbnede den, før han gik ind i den lille lyse gang og tog sine sko af "bare føl som om du var hjemme" sagde han og forsatte ind i et ret så stor køkken, med hvide vægge og sorte køkken ting. Han lag sine nøgler på køkkenbordet, sammen med sine cigaretter "vil du have en kop kaffe? the? sodavand? vand?" spurgte han om i det han havde åbnet køleskabet, for at tjekke hvad han havde "mælk? kakao?" tilføjede han lidt efter og se efter hende med et charmerende smil på læberne.
Hans lejlighed betød også af et stort hvidt badeværelse, stort sort soveværelse og en stue som var mest rødt i det.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Abbigail on Tirs 17 jul - 5:14:42

Abbigail fulgte muntert med ham som han viste vej til sit hjem. Hun så forundret på de huse hun gik forbi. Ingen tvivl om at hun var kommet i den mere fine afdeling af byen. Men stadigvæk kunne hun ikke se hvorfor dette sted skulle være bedre end det kvarter hun boede i. Hun havde i hvert fald en dejlig udsigt udover parken. Allerede ved at se det hvide hus som de endte med at stå foran kunne hun fornemme hvordan han boede. Der var så rent på trappegangen. Der var ingen graffiti på væggene som de bevægede sig opad og hun turde endda at lægge sin ene hånd på gelænderet.
Hun fik store øjne da de kom indenfor i hans lejlighed. Det var helt utroligt. Af det hun kunne se var det hele indrettet i en farveskala sort, hvid og rød. Det var slet ikke som hendes. Alt så ud til at stå på deres plads og hun skulle ikke undre sig hvis hans seng var mere eller mindre redt. Hun fik sat sin taske fra sig og sparkede let sine klipklapper af og stod nu med sine bare fødder mod det dejlig bløde og glatte gulv. Hvis hun havde haft sokker på i øjeblikket ville hun meget muligt have taget et tilløb og ladet sig glide hen ad det. Lige som hun plejede at gøre hjemme hos sig selv. Eller hun gjorde det nok kun når der ikke lå alt for meget tøj grundt omkring på gulvet. Og denne lejlighed så samtidig større ud en hendes. Hun trådte lidt mere ind i stue arealet. Så sig stadig omkring. Men det rolige blik landede så ud af vinduet hvor hun endnu kunne se solen stige højere og højere op på himlen.
Den lille ulvetøs vågnede dog hurtigt fra sit lille drømmeland og i en form for halv drejning havde hun fronten mod køkkenet hvor hun havde hørt ham. ”Hmm.. Bare en kop kaffe. Sort.” savrede hun ham stille og roligt inden hun med et smil på læben trippede hen over gulvet, let oppe på sine tær, ind til ham. ”Du sagde at du gerne ville flytte tilbage til Seaz? Har du måske noget familie der? Eller noget?” spurgte hun ham nysgerrigt mens hun fik lænet sig lidt op ad et af køkkenbordene og atter fik samlet de små bløde hænder foran sig. Sådan hvor den ene havde lukket fingrene om den modsatte arms håndled. Ubevist blev hendes hoved lagt lidt på skrå og hendes lange brune hår faldt en smule mere ned til den ene side.
Abbigail
Abbigail

Bopæl : I en lejlighed i Montre Saitra. Tæt på Parken.
Alder irl : 23
Antal indlæg : 28

Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Gæst on Tirs 17 jul - 5:52:00

Sam prøvede på at holde farverne i sin lejlighed, som farverne i Seaz eller mere som han så den by.. mørk og alligevel så utrolig smuk.
Så hans lejlighed var også det eneste sted hvor han kunne gøre hvad han ville, også selv om det var hans forældre som betalte det meste af det. De ønskede jo også bare det bedste for deres søn, som han jo godt viste og endda kunne finde på at udnytte en gang i mellem. Eller han gjorde det endelig mest når han var mindre, og bare ville have alt muligt før alle andre fik det.
Han nikkede kort og lukkede køleskabet foran sig, før han gik hen og tænde for kaffemaskinen.
Han gik med langsomme skridt hen foran hende, med blot nogle en halv meter imellem dem "ja, mine forældre bor der.. jeg blev født der" sagde han og gav et lille grin fra sig, da han ikke viste om hun ville forstå sådan noget.
Det var nok ikke særlig mange som ville forstå den følelse han havde, at han elskede den by så meget som han gjorde og alligevel flyttede væk fra den.
Han havde bare lært at følge sin drøm, også skulle den nok føre ham hjem igen også selv om han måtte kæmpe lidt imellem.
Han vende sig om og gik hen og tog to kopper frem, og hælde noget kaffe op i dem "her" sagde han da han rakte den ene kop hen til hende, og tog den anden i sin ene hånd "kom" tilføjede han lidt efter og gik ind i stuen og satte sig i den sorte lædersofa, og drak lidt af sin kop før han satte den ned på stuebordet foran sig "nå fortæl noget om dig" sagde han og vende sit blik mod hende.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Abbigail on Tirs 17 jul - 6:18:10

”Åh.” Abbigail kendte godt nok ikke følelsen af at tage tilbage til sin fødes by. Den havde hun aldrig haft. Men hun forstod på et punkt hvorfor han ville tilbage. Det var der han var mest tryg og der hvor han følte sig helt hjemme. Hun havde selv lært at føle sig hjemme i Montre Siatra. ”Jeg har egentlig aldrig selv været i Seaz.” kom hun kort ind på nu hvor hun tænkte over det. Hun havde tænkt over det. Men samtidig havde hun ikke følt den største grund til at gøre det endnu. Og hun skulle stadig falde ordenligt tilpas i nu at bo helt alene i en ung alder.
Hun tog forsigtigt imod koppen der nu blev rakt til hende. Lagde begge hænder omkring det for at være mere sikker på ikke at tabe det. En lille vane som også hjalp på varmen i de kolde øjeblikke. Hun nikkede kort til ham og efter at have taget et sidste kig rundt i køkkenet fulgte hun roligt efter ham. Så igen lidt ud af vinduet og fik så endelig taget sig sammen til at tage de sidste skridt hen mod Sam og hans læder sofa. I en elegant bevægelse fik hun sat sig ned ved siden af ham men holdt stadig en mindre afstand til ham. Mest for ikke at virke for nærgående. Hun nåede knap og nap at få hældt noget af den varme kaffe ind i sin munden inden han igen spurgte ind til hende. Hun så kort ud til at være tæt på at få det galt i halsen men fik så hurtigt synket væsken og så kort undskyldende mod ham med sit sædvandlige søde smil. ”Lad mig se..” Hun lænede sig mere afslappet mod sofaens ryglæn og trak sine ben op til sig i sofaens brede siddeareal. ”Jeg hedder Abbigail som du allerede ved og jeg kommer fra en by et godt stykke fra Triaxhy Aercal hvor jeg boede med min familie som enebarn. Jeg er en amatør kunstner. Altså, jeg bruger det meste af min tid på at udøve mine såkaldte tegne talenter og jeg drikker nok alt for meget kaffe. Jeg har aldrig lært at lave andet mad en pasta på grund af jeg før i tiden ikke rigtig har haft brug for det.. hmmh..” Hun tænkte sig lidt om hvad hun ellers kunne fortælle. ”..Jeg blev som 13 årig bidt af en ….Ja.. Og mit liv har sjovt nok ikke været det samme siden..” Hun rettede stille sit blik ned i koppen med kaffe som hun endnu havde holdende med begge sine hænder. Tog en dyb indånding og for at give hendes reaktion en mening pustede hun ned i den varme drik. Og for at give sig selv en lille pause førte hun igen koppen mod sine bløde læber. ”Nåh jo.. også elsker jeg solnedgange. De er nok mit lyspunkt på dagen.” Hurtigt fik hun samlet energi til at smile ordentligt til ham. Bare et øjeblik inden hun lænede sig lidt mere ind mod bordet og stillede koppen fra sig. Mest fordi den begyndte at blive for varm i hendes små fine hænder.
Abbigail
Abbigail

Bopæl : I en lejlighed i Montre Saitra. Tæt på Parken.
Alder irl : 23
Antal indlæg : 28

Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Gæst on Tirs 17 jul - 6:41:09

Han så ret så overraskende på hende, over at hun aldrig havde været i Seaz "hvorfor har du aldrig været det? .. varmen og det smukke landskab" sagde han og drømte sig næsten ligefrem væk, det var ikke til at sige hvordan han kom væk fra den by igen. Han elskede den jo så meget, og alligevel fik han altid kæmpet sig ud af byen og tilbage i sin lejlighed.
"du burde tage der hen en dag" sagde han og gav et lille grin fra sig, da han ikke kunne forstå dem som ikke havde været der.
Han lyttede efter på hvad hun sagde og nikkede en gang imellem, for at vise at han lyttede efter på hende "ville gerne se dig tegne en dag" sagde han og var ikke engang sikker på at det ville ske, men man havde vel lov til at sige det.
Han så kort efter hendes kop, før han rettede blikket mod hende igen "er den god?" spurgte han om og hentydet til kaffen.
Han rykkede forsigtigt lidt tætter på hende, og bøjede sig lidt hen mod hende "solnedgange er også ret så smukke i det" sagde han også selv om han ikke ofte så dem, der var så mange andre ting i hans hoved som var smukkere.
Han tænkte vel heller ikke rigtigt over det, han havde for det meste kun sig selv i hovedet og det havde han det også fint med.
Han så bare på hendes ansigt med sine brune øjne, og sit smil på læberne "din mor må være smuk.. fordi du er utrolig... jaer" sagde han og vende sit blik væk fra hende og fik lyserøde kinder, en ting som fik ham til at se mere uskyldig ud.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Abbigail on Tirs 17 jul - 10:21:53

”Jeg er vel bare ikke noget så langt endnu. Men jeg vil give dig ret i at jeg burde tage der hen. Forhåbentlig lever jeg længe nok til det.” sagde hun endnu med et lille grin. Selvfølgelig ville hun leve længe nok. Hendes vilje havde jo altid været der. Men alt andet havde bare virket mere… interessant. Der havde været for mange ting der distraherede hende fra at forsætte videre omkring øen. Men inderste inde var hun vel bare bange. Lige som så mange andre. Ikke at hun behøvede at være bange.
Abbigail kunne igen ikke gøre andet end at se noget overrasket ud. Ville han se hende tegne? Hun løftede svagt det ene øjenbryn som forstod hun ham ikke. ”Jeg må ærligtalt sige at det meget muligt ikke er specielt spændende at se mig sidde og stirre ned i et stykke papir..” sagde hun stadig lidt forvirrende men smilet voksede som altid frem. Og som før skjulte den hjertevarme latter sig i hendes stemme. Det virkede både underligt men også dejligt at bare sidde og snakke med Sam. Han virkede virkelig som en flink fyr. Men hun var stadig ikke vant til bare at stoppe op som de havde gjort foran hinanden. ”Huh? Åh.. Ja den er faktisk overraskende god. Hvad er det for noget den er brygget på??” Hun syntes kun at have set mod koppen et kort sekund men allerede i det at hun fik rettet sit blik mod ham igen var det i hvert fald som om han var kommet tættere på hende. Sådan fysisk. Det var egentlig ikke meget men hun kunne mærke det. Hun sad lidt og bare så på ham. Blinkede overrasket og prøvede bare at få tingene mere eller mindre på plads. Rystede en smule på hovedet og var igen mere til stede. ”Det er det. Men det er nu ikke fordi de er smukke at jeg elsker dem. Det er mest den følelse man får når man bare sidder og det hele er stille..og…” Nu var det hendes tur til at virke drømmende. Han havde sin by og hun havde sin solnedgange.
Efter hans kompliment kunne hun ikke helt få et svar frem. Hun sad bare som før og holdt nærmest øje med ham som han valgte at kigge væk. Var han flov? Hun sank en klump der havde samlet sig i halsen på hende og satte sig lidt mere op hvor efter hun mere eller mindre vendte fronten mere hen mod ham. Forsigtigt voksede smilet på hendes læber og da hun fik fugtet sine læber med tungespidsen kom det dog frem igen bagefter. ”Øh.. Tak?” Det var ikke fordi at hun ikke var en der ikke fik komplimenter. Men hun reagerede næsten altid på samme måde. Og det ændrede sig nok ikke lige foreløbig. Men i modsætning til Sam rødmede hun ikke. Og hvis hun gjorde var det i hvert fald ikke tydeligt på hendes kinder. "Hør.. Hvis det er.. kan jeg prøve og tegne dig..?" kom det så igen muntert fra hende og smilet lyste igen hendes ansigt lidt op.
Abbigail
Abbigail

Bopæl : I en lejlighed i Montre Saitra. Tæt på Parken.
Alder irl : 23
Antal indlæg : 28

Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Gæst on Ons 18 jul - 1:59:12

Hans blik blev langsomt vendt mod hende og smilet kom frem på dem igen, lidt overrasket over det hun sagde til ham "tegne mig?" gentog han og var ikke engang sikker på om han havde hørt rigtigt, hvem ville dog tegne ham? tja måske var det blot forbi hun ikke kendte ham, som han selv gjorde bedst "hvis du vil" sagde han kort tid efter i det han lukkede sine øjne i og lod sine læber mødes hende kort i et kys, før han træk sig tilbage og rykkede lidt væk fra hende "undskyld" sagde han også selv om han slet ikke mente det, han gjorde jo hvad han ville også selv om han helst ville have at det ikke var alt for meget kamp.
Han vende kort sit blik væk fra hende, men lod de brune øjne glide tilbage på hendes ansigt "har du brug for noget?" spurgte han om og hentydet til papir eller sådan noget, han viste jo ikke om hun selv havde sådan noget med.
Han tog sin kop kort op til sine læber, i det han drak lidt af kaffen og lukkede også sine øjne kort i.
Han satte den kort tid efter tilbage på bordet, og vende sit blik mod hende igen.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Abbigail on Fre 20 jul - 7:57:34

Igen var det som om at han kom tættere på. Eller han kom faktisk tættere på. Og han stoppede ikke. Abbigail kunne bare se hvordan at hans ansigt nærmede sig hendes og hun kunne med det samme mærke hvordan hun selv begyndte at trække sig mere og mere tilbage. Stirrede på ham med et forvirret blik. Lige indtil at hun fik taget sig sammen til at dreje sit hoved ordentligt. Mest for at undgå det kys det tilsyneladende nærmede sig hende. Helt eller også ville det bare ramme hendes kind. Det kunne han så tage som en afvisning eller hvordan han nu ville. Men hun fik så alligevel sat sig op igen da han selv træk sig tilbage. Og lige efter det lille uskyldige ’undskyld’ var hun mere rolig igen. ”Det..Er helt okay..?” sagde hun en smule forsigtigt og fik strøget en lille tot om bag sit ene øre. Prøvede vel bare at forestille sig at det ikke var hvad hun forestillede sig. Så det var nok derfor at hun fik et smil frem.
”Ehm.. Jeg har hvad jeg skal bruge. Jeg kommer tilbage om lidt..” sagde hun mere muntert og meget hurtigt fik hun fumlet med at komme ud af sofaen. Hun fik nærmest rejst sig op i sofaen inden hun let og elegant sprang ned fra den. Blot for at lande blødt på gulvet. Næsten ingen lyd kom. Og derefter fik hun trippet luntende ud mod entréen hvor hun havde stillet sin taske. Hun var ret sikker på hun havde både papir og blyant i den. Ellers ville tingene have forsvundet på mystiskvis. Hun bøjede sig kort ned og rodede lidt rundt i den inden hun trak sin elskede skitseblok og slidte blyant op. Hun krammede bogen lidt ind til sig mens hun pustede tungt ud for at slappe mere af. Og hendes ansigt virkede ikke så blusende mere. Og hun vendte tilbage til stuen hvor Sam forhåbentlig stadig sad. ”Så.. Hvordan skal jeg tegne dig? Altså.. Portræt eller…mere motiv??” Hun håbede han forstod mere eller mindre. Nogle gange kunne de ord hun brugte være en smule forvirrende for folk der ikke interesserede sig for det samme.
Abbigail
Abbigail

Bopæl : I en lejlighed i Montre Saitra. Tæt på Parken.
Alder irl : 23
Antal indlæg : 28

Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Gæst on Søn 29 jul - 9:35:07

Sam havde aldrig været en af dem som brød sig om at blive afvist, han var også en af dem som ikke ville se en afvisning når den kom. En så flot og charmerende person som ham, kunne bare ikke blive afvist.. det var han hel sikker på.
Han sagde ikke noget og lod bare sit blik følge efter hende, når hun forsvandt ud efter tingene. Et par enkle ting fulgte med hende, også selv om hun ikke kunne se dem når hun sådan trippede ud.
Han blev bare siddende i sofa'en, og strøg en hånd igennem sit mørke hår. som fik totterne til at samle sig lidt, også selv om det også klædte ham.
Hans charmerende smil kom tilbage på læberne, når han atter igen fik øje på den skønhed som hun var.
Han lænede sig bare til tilbage og så lidt tænkende på hende "gerne et portræt" sagde han lidt efter, da han havde tænkt lidt over det også selv om han ikke var nogen kunstner.
Han var nok en af dem som gerne ville have kunst pågrund af værdien, men ville aldrig kunne forstå det ellers.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Abbigail on Søn 29 jul - 10:54:20

Abbigail kunne godt mærke hvordan atmosfæren I hans lejlighed blev mere anspændt efter hendes såkaldte afvisning. Hun tog det ikke ligefrem som en direkte afvisning. Han havde jo ikke prøvet noget specielt. Og på grund af at hun endnu ikke helt kunne forstå hvad der havde foregået var der jo ikke noget galt i det. Hun valgte blot at ignorere det og håbede på det ikke gjorde ham noget. Han virkede i hvert fald rolig i øjeblikket. Så ingen skade var sket.
Forsigtigt fik hun sat sig ned i sofaen igen. Forholdt samme afstand til ham og fik også trukket benene op til sig og lod dem sætte sig i en form af skrædderstilling. Hun fik sat fronten mod ham og lagde skitseblokken i sit skød og efter et kort blik var rettet mod ham, begyndte hun at bladre gennem bogen med forskellige blyants streger. Stoppede først da hun nåede lidt over midten og landede på en blank side. ”Okay.. øh.. Kig på mig..og..ja hold den der..” mumlede hun lige højt nok til at Sam nok ville kunne høre hende. I en elegant men stadig fiks bevægelse fik hun svunget sin blyant omkring sine fingre en til to omgange inden den sad behageligt i hendes hånd. Hun fikserede efterfølgende sine blå øjne ned på papiret og der gik ikke længe inden hun startede sit kruseduller. Formede først hans ansigt. Lavede en mere ry skitse af ham. Sørgede for at holde hans øjne de rette steder og formede forsigtigt hans læber. Alt imens hun tegnede formede sig atter et af hendes søde smil på hendes læber. Og der skulle ikke en ekspert til at fortælle at hun virkelig nød denne form for kreativ uddybelse. Det var hvad der gjorde hende lykkelig i hendes liv. Nogle skrev digte, andre snakkede med folk og hun tegnede tankerne på plads. ”Så..Hvornår har du så i tankerne at flytte tilbage til Seaz?” spurgte hun ham uden rigtig at se op uden at finde flere detaljer at tegne. Det var mest for at holde samtalen oppe igen selvom at hun forhold det hele stille med at pludselig være kreativ.
Abbigail
Abbigail

Bopæl : I en lejlighed i Montre Saitra. Tæt på Parken.
Alder irl : 23
Antal indlæg : 28

Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Gæst on Man 30 jul - 9:03:39

Sam gjorde bare hvad han fik besked på, også selv om det var så meget svære at sidde stille når man fik besked på det.
Hans blik var bare rettet mod hende, også selv om han helst ville bøje sig hen og se hvordan hun tegnede. Så blev han bare siddende hvor han sad, og kæmpede lidt med at sidde så stille som overhovedet muligt.
Han havde aldrig været en bedste til at lytte, og bare gøre hvad der blev sagt.
Så det var en indre kamp, så forgik inde i hans krop imens hun tegnede.
Hendes spørgsmål fik ham til at tænke lidt, hvis det stod op til ham så havde han allerede flyttet der hen... men det var hans liv bare ikke klar til, i det øjeblik og han viste ikke helt hvornår det rette tidspunkt ville være.
"jeg er ikke sikker.. nok når jeg er færdig med min uddannelse, og fået et godt arbejde.... når tiden er inde til det, ville nok være bedre at sige.." sagde han og måtte tænke lidt over det, da det var et ret så svært spørgsmål for ham at besvare.
Han elskede jo den by så utrolig meget, for det var jo der han hørte hjem... men han kunne ikke flytte tilbage, da han havde et ønske om at blive læge.. også ville det være bedst at være tæt på sit drømmejob.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Abbigail on Man 30 jul - 9:42:23

Endelig tillod Abbigail at se mere op fra sin skitse. Hun stoppede et øjeblik med at tegne og betragtede blot denne charmerende unge mand som han besvarede hendes spørgsmål. I hvert fald så godt som han nu kunne. Hun lyttede hvilket var den fine evne hun var blevet født med. Det lille uskyldige smil forblev på hendes læber og sørgede for at tage sin egen tid til at svare tilbage. ”Aah. Det lyder da i hvert fald som en fornuftig idé. Jeg vil krydse fingre for dig..” sagde hun muntert og fik roligt lagt hovedet en smule til den ene side. Hun strøg hurtigt en lille tot af det mørkebrune hår væk fra sit ansigt inden hun fik lagt blyanten på bogen. Blot for at kunne række ud efter den kop kaffe hun stadig havde stående på bordet. Og som sædvanlig holdt hun om den med begge hænder, førte den mod sine læber og tog en lille slurk af den. Den blev stillet tilbage og atter så hun mod Sam.
”Er det hårdt for dig at bo her? Ehm.. Er du ellers faldet godt til her i Montre Siatra??” spurgte hun igen forsigtigt og fik igen samlet blyanten op. Men hun var faldet lidt i staver og det tog lidt tid inden hun tog sig sammen til at tegne videre. Der kom mere dimension på tegningen nu. Hun havde været hurtig til at fremhæve hans form. Og hun var allerede begyndt at lægge skygger og hans hår virkede mere levende. Alt imens hun fik hans hoved og hals parti ned på et stykke papir fugtede hun diskret sine læber med tungespidsen og eftersom den irriterende tot hår hele tiden faldt ned og generede hende prøvede hun gentagende gange at få den fjernet og lagt om det ene øre. Men hendes pandehår syntes ikke at være langt nok så hun endte med bare at lade det være der og skygge for hendes øjne..
Abbigail
Abbigail

Bopæl : I en lejlighed i Montre Saitra. Tæt på Parken.
Alder irl : 23
Antal indlæg : 28

Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Gæst on Tirs 31 jul - 12:03:31

Sam havde ikke noget imod alle hendes spørgsmål, han nød jo virkelig at snakke om sig selv også selv om han ikke ville indrømme det.
Han smilte bare charmerende til hende, og fjernede ikke sit blik en eneste gang udover de gange hvor han blev nød til at blinke "tak... tror jeg nok" svarede han da han ikke viste hvad han ellers skulle svare, hans øjne fulgte alle hendes bevægelser... mens hans krop sad så stille som overhovedet muligt, da han ikke ville ødelægge hendes tegning.
det var jo heller ikke ofte at man fik lov til at tegne ham, eller det var ingen der fik lov til det. Selv om han et eller andet sted ønskede et maleri af sig selv, men det ville han vente med til at han fik sit palads... som han sådan drømte om næsten hver nat. Han havde jo store forventninger til sig selv, og søgte kun efter de drømme som han havde.
Selv om det nogle gange var lidt overdrivende drømme, så gik de i opfyldelse for det meste.
"nej ville jeg ikke sige.. det er bare et sted hvor er jeg, det er ikke mit hjem og bliver det nok aldrig.... tja, det ved jeg ikke.. jeg kan godt lide at være her, elsker nattelivet og bare det at være tætter på sin drøm" sagde han
og var ikke engang sikker på at hun ville forstå ham.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Minderne vil altid være der Empty Re: Minderne vil altid være der

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Side 1 af 2 1, 2  Next

Tilbage til toppen


 
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum